DI Digital på Mobile World Congress 2026: AI-drevne netværk og næste generation af connectivity
Efter en vellykket tur sydpå til MWC26, hvor DI Digital sammen med Digital Lead førte en delegation afsted, blev vi klogere på, hvordan AI, 6G og IoT kommer til at forme fremtidens teknologier.
MWC samler hvert år tusindvis af industriledere, virksomheder og beslutningstagere fra hele verden for at diskutere og demonstrere de teknologier, der kommer til at forme fremtidens digitale samfund.
Fremtidens teknologiske muligheder
Årets tema kredsede i høj grad om digital infrastruktur, kunstig intelligens og bæredygtig teknologi. Tre områder der i stigende grad smelter sammen og bliver afgørende drivkræfter for fremtidens innovation.
Et gennemgående budskab fra årets messe var, at kunstig intelligens ikke længere blot er et ekstra lag oven på eksisterende teknologier. AI er i stigende grad ved at blive en integreret del af selve infrastrukturen.
Hvor AI tidligere blev betragtet som “nice to have”, bliver det nu i stigende grad en forudsætning for at udvikle og drive moderne digitale systemer.
Særligt inden for telekommunikation var budskabet tydeligt. Netværk er på vej til at blive AI-drevne. Kunstig intelligens anvendes i højere grad til at optimere drift, kapacitet og performance i realtid, hvilket kan gøre netværk både mere robuste og mere effektive.
Standebesøg
Delegationen besøgte under turen en række centrale teknologivirksomheder, herunder Samsung Electronics, Telenor, Qualcomm, Huawei, Deutsche Telekom, Napatech, Nokia, IBM og Ericsson, hvor deltagerne fik indblik i de nyeste løsninger og strategiske prioriteter i branchen.
På tværs af besøgene stod to tendenser særligt tydeligt frem.
For det første arbejder virksomheder i stigende grad med at integrere AI bredt i organisationen. I stedet for isolerede AI-projekter i enkelte afdelinger er fokus nu på at indarbejde teknologien på tværs af funktioner og forretningsområder.
For det andet var næste generation af netværk et centralt samtaleemne. I en verden hvor stadig flere enheder er koblet sammen, arbejder flere frontløbere allerede nu med de første skridt mod 6G. Målet er at kunne håndtere fremtidens massive behov for kapacitet, hastighed og nye digitale services.
En vigtig pointe fra årets messe var også, at teknologi kun skaber reel værdi, når den tilpasses mennesker og konkrete behov. Innovation handler derfor ikke kun om nye teknologier, men om hvordan de implementeres i praksis.
Vi takker for årets inspirerende og lærerige tur til barcelona og ser allerede frem til næste års Mobile World Congress.