Foto: Colourbox

25.03.26 DI Digital Nyheder

Tiden er inde til at lette byrderne for Europas digitale erhvervsliv

Forhandlingerne om den digitale omnibus i EU går snart ind i sin afgørende fase, og behovet for en enklere digital regulering er presserende. Derfor er DI gået sammen med en lang række europæiske brancheorganisationer for at understrege vigtigheden af en målrettet indsats for at styrke den europæiske konkurrenceevne.

Hele 45 europæiske brancheorganisationer, herunder DI Digital, er gået sammen om at øge presset på europæiske beslutningstagere i et fælles brev. De understreger vigtigheden af, at den digitale omnibus bliver fulgt til dørs, hvis EU skal styrke sin konkurrenceevne og digitale suverænitet. 

Brevet blev indsendt i forbindelse med at behandlingen af AI-delen af den digitale omnibus nu er gået ind i en afgørende fase med forhandlinger mellem EU-parlamentet, medlemslandene og Kommissionen.   

Bedre sammenhæng og mindre dobbeltregulering 

I brevet kræves en ambitiøs tilgang til den digitale omnibus og langt bedre sammenhæng og større juridisk klarhed mellem AI-forordningen og sektorlovgivning. Mange virksomheder er nemlig allerede underlagt sektorspecifikke regler og risikerer nu at blive underlagt dobbelt – eller endda trippel-regulering. Det gælder fx producenter af maskiner med AIbaserede sikkerhedsfunktioner og producenter af medicinsk udstyr med AIunderstøttede devices, der allerede dokumenterer compliance under eksisterende produkt og sikkerhedsregler.

Samlet set koster det ifølge Draghi-rapporten 500 mia. euro årligt på tværs af EU for at dække administrative opgaver forbundet med EU-regulering. Det er et betydeligt beløb, der kunne anvendes mere hensigtsmæssigt på innovation og digital transformation, særligt når samme rapport anslår, at det vil kræve investeringer på op til 800 mia. euro årligt for at fastholde EU som en konkurrencedygtig aktør på det globale marked.  

Du kan finde brevet her.

Standarder på plads før implementering 

I sammenslutningen af erhvervsorganisationer fra EU’s mest digitaliserede lande, B9+, fremsætter DI yderligere forslag til, hvor EU bør sætte ind. På AI-området understreger B9+, at AI-kravene først bør træde i kraft, efter der er skabt harmoniserede standarder, og de nødvendige værktøjer til en gnidningsfri implementering er på plads. Derudover bør tidsplaner og indhold i henholdsvis AI-omnibussen og de øvrige omnibus-forslag inden for data, databeskyttelse og cybersikkerhed koordineres tæt, da reguleringerne er nært forbundne. 

Erhvervsorganisationerne peger endelig også på, at den digitale omnibus ikke blot skal være en engangsforestilling, men også bør danne grundlaget for en løbende, evidensbaseret indsats for forenkling i EU. Europa kan kun styrke sin konkurrenceevne, robusthed og teknologiske formåen ved at fjerne unødvendige byrder, eliminere overlap og sikre en sammenhængende, risikobaseret digital regulering. 

Du kan læse mere om forslagene her.

Relateret indhold