AI-omnibus: Europæiske brancheorganisationer i opråb mod dobbeltregulering
Forhandlingerne om EU’s AI‑omnibus er trådt ind i den afgørende fase. På spil er ikke kun rammerne for fremtidens AI‑regulering, men også Europas evne til at omsætte ansvarlig regulering til konkret innovation og konkurrencekraft. Derfor er DI gået sammen med en række europæiske erhvervsorganisationer med et klart budskab: Reglerne skal hænge bedre sammen, så der bliver mindre dobbeltregulering, og så AI‑reguleringen bliver mere effektiv i praksis.
I samarbejde med Bundesverband der Deutschen Industrie (BDI), Svenskt Näringsliv og Confederation of Finnish Industries har DI sendt et fælles brev til Europa‑Parlamentet og Rådet. Her opfordres EU’s beslutningstagere til at bruge AI‑omnibus som et reelt forenklingsgreb – og til at tage fat om de overlappende regler og den juridiske uklarhed, som mange virksomheder i dag oplever i samspillet mellem AI‑forordningen og eksisterende sektorlovgivning.
Brevet er indsendt netop som forhandlingerne om AI-omnibussen, AI‑delen af EU’s regelforenklingsindsats på det digitale område, er gået ind i den afsluttende forhandlingsfase mellem Parlamentet, medlemslandene og Kommissionen. I brevet understreges det, at der er et akut behov for bedre sammenhæng i reguleringen – uden at gå på kompromis med sikkerhed, tillid eller beskyttelsesniveau.
Når regler overlapper, skaber det juridisk uklarhed
Udfordringen bliver særligt tydelig i sektorer, hvor sikkerheden allerede er stramt reguleret. Producenter af medicinsk udstyr eller maskiner med indbygget AI lever i forvejen op til omfattende krav til dokumentation, kvalitet og kontrol. Med AI‑reglerne risikerer de nu at blive mødt af parallelle regelsæt, hvor den samme sikkerhed skal dokumenteres flere gange – men efter forskellige logikker. Det skaber usikkerhed, ekstra administrative byrder og længere vej fra udvikling til marked, uden at beskyttelsen reelt bliver bedre.
Budskabet fra DI Digital og de europæiske samarbejdspartnere er derfor klart: Høje beskyttelsesniveauer og enklere regler er ikke hinandens modsætninger – tværtimod. Ved at tænke AI‑kravene bedre sammen med den eksisterende sektorlovgivning kan EU skabe større klarhed, mindske bureaukrati og give virksomhederne bedre forudsætninger for at udvikle og anvende ansvarlig AI. Det er afgørende – både for konkurrenceevnen og for Europas digitale fremtid.
DI Digital følger forhandlingerne tæt og arbejder fortsat sammen med europæiske partnere for, at AI‑omnibus bliver et konkret skridt mod færre byrder, større regulatorisk sammenhæng og en stærkere europæisk digital konkurrencekraft.