Ny rapport: AI er nøglen til succes i danske industrivirksomheder
En ny rapport fra Siemens viser, at 62% af danske industrivirksomheder ikke er kommet i gang med industriel AI, trods anerkendelsen af teknologiens potentiale. En tendens der illustrerer, hvordan manglende handlekraft på AI området er en hæmsko for den danske konkurrenceevne.
I Siemens nye rapport “AI er nøglen til succes i danske industrivirksomheder” anerkender de danske industrivirksomheder klart, at Industriel AI er nøglen til fremtidig konkurrenceevne. Dog viser rapporten samtidig, at virksomhederne ikke aktivt handler på dette. Rapporten er en opfølgning på den første rapport der udkom i 2024. Siden da er der heldigvis sket fremgang i anvendelsen af AI. Andelen af virksomheder, der aktivt arbejder med Industriel AI, er steget fra 21% til 37,6%, og yderligere 33,7% har implementering under overvejelse. En stigning der lover godt for Danmarks digitale udvikling samt vores samlede konkurrenceevne i fremtiden.
"Den nye rapport fra Siemens bekræfter de tendenser, vi i DI Digital ser blandt medlemmer både i industrivirksomheder, men også på tværs af brancher. Danske industrivirksomheder er allerede i fuld gang med at undersøge og afprøve Industriel AI – ikke kun for at skabe effektiviseringer her og nu, men for at styrke deres konkurrenceevne, udvikle nye forretningsmodeller og sikre attraktive arbejdspladser i fremtiden. Der er både vilje og strategisk forståelse til stede", siger Andreas Holbak Espersen, branchedirektør hos DI Digital.
Dog er det samtidig hele 62,4% af de danske industrivirksomheder, der stadig står på startstregen - helt uden at have taget det første skridt på rejsen mod AI anvendelse. Af denne årsag opfordrer vi alle virksomheder til at igangsætte små, værdiskabende pilotprojekter og investere i medarbejdernes kompetencer.
“Industriel AI er ikke længere et spørgsmål om ’hvis’, men om ’hvornår’ og ’hvordan’. Danmark har stærke forudsætninger for at tage førertrøjen, hvis vi handler nu. Derfor opfordrer vi virksomheder til at igangsætte små, værdiskabende pilotprojekter, der kan omsætte AI‑potentialet til konkrete gevinster, investere i medarbejdernes kompetencer og dele erfaringer på tværs af branchen. DI Digital står klar til at hjælpe – ikke mindst gennem vores AI for Alle-indsats, som hjælper virksomheder godt i gang og videre med AI”, lyder det fra Andreas Holbak Espersen, branchedirektør hos DI Digital.
Potentialet er enormt, men implementeringen halter
Ved læsning af rapporten står det klart, at de danske industrivirksomheder ser et stort potentiale ved anvendelsen af AI. 78,2% af virksomhederne ser mulighed for øget produktivitet ved anvendelse af AI, mens 79,2% ser potentiale i automatisering af rutineopgaver, og 73,3% ser muligheden for en forbedret konkurrenceevne. Her optegnes en tendens, der umiddelbart kan virke paradoksal. Implementeringen af AI i virksomhederne bremses nemlig af en række konkrete udfordringer. Særligt mangel på teknologisk forståelse er en barriere for implementering af AI, mener 50,5% af virksomhederne og 46,5% peger på en mangel på interne kompetencer i virksomhederne som en barrikade.
Dertil fremskriver rapporten, at blandt virksomheder, der endnu ikke er kommet i gang, planlægger 44,8% først at investere om fem år eller senere. Samtidig er det kun 6,9% af disse virksomheder, der har planer om implementering inden for det næste år. Dermed identificeres der en kløft mellem industrivirksomhedernes lyst til at anvende AI og den konkrete handling på området.
“I DI Digital opfordrer vi politikerne til at styrke de nationale rammer for kompetenceløft og implementering af Industriel AI. Danske virksomheder har brug for klare, forenklede og internationalt konkurrencedygtige regler, der understøtter innovation frem for yderligere byrder. Det er helt afgørende, hvis Danmark fortsat skal være et førende digitalt samfund”, understreger Andreas Holbak Espersen, branchedirektør hos DI Digital.
Fem vigtige trin for danske virksomheder
For at bygge bro over kløften mellem virksomhedernes vilje og handling peger rapporten på fem klare anbefalinger:
- Prioritér massiv kompetenceudvikling og en ny læringskultur Investér målrettet i at opbygge og styrke medarbejdernes AI-kompetencer gennem formelle kurser, micro learning-initiativer og e-learning. Etablér en kultur for løbende udvikling.
- Konkretisér jeres AI-strategi med klare business cases Formulér klare business cases for specifikke AI-projekter. Start med et veldefineret problem og byg en stærk forretningsmæssig begrundelse for investeringen.
- Fremhæv topledelsens engagement og tværgående ansvar AI-implementering er ikke kun en teknisk opgave, men en strategisk forretningsbeslutning. Dette er en strategisk transformation, der kræver fuld opbakning fra topledelsen og tværgående samarbejde mellem IT, OT, produktion og automationsspecialister.
- Adressér dataudfordringer proaktivt Etablér klare strategier for dataindsamling, -lagring, -kvalitet og -governance. En solid datainfrastruktur er fundamentet for succesfuld AI.
- Fokus på sikkerhed og compliance fra start Integrer bekymringer om IT-sikkerhed og compliance i alle faser af AI-projekter. Overvej regulativer som EU AI Act, som forventes implementeret i løbet af 2026.