AI-omnibussen: DI Digital kortlægger aftalen i ny snapshot-analyse
Efter den politiske aftale om AI-omnibussen den 7. maj har DI Digital gennemgået aftalen og samlet de vigtigste konklusioner i en ny snapshot-analyse. Analysen giver et hurtigt overblik over de centrale initiativer i aftalen – hvad der ændres, hvorfor, hvem det gavner, og hvordan DI vurderer aftalen.
DI vurderer overordnet, at aftalen er et skridt i den rigtige retning og sender et vigtigt signal om, at EU er villig til at justere regulering, der risikerer at hæmme innovation og konkurrenceevne. Samtidig er arbejdet langt fra færdigt. Der er fortsat behov for yderligere forenkling og bedre samspil mellem fx AI-regler og anden EU-lovgivning – særligt i regulerede sektorer som medicinsk udstyr, hvor virksomheder stadig kan møde overlappende krav.
Blandt de væsentligste ændringer i AI-omnibussen er:
- Udskydelse af krav til højrisiko-AI til 2027/2028, så virksomheder får bedre tid til at forberede sig
- Færre overlappende krav mellem AI-forordningen og sektorlovgivning, særligt for maskinprodukter
- Nye forbud mod AI-genereret seksuelt eksplicit og intimt indhold uden samtykke
- Forenklede krav for mindre og mellemstore virksomheder, der reducerer de administrative byrder
Den politiske aftale skal nu formelt godkendes af Europa-Parlamentet og Rådet, før ændringerne kan træde i kraft. Målet er en endelig vedtagelse inden 2. august 2026 – tidspunktet, hvor reglerne for højrisiko-AI ellers stod til at finde anvendelse.
Læs DI Digitals snapshot-analyse for et samlet overblik over aftalen og de vigtigste konsekvenser for virksomheder.