Complir effektiviserer produktcompliance med AI
Complir ApS er en dansk iværksættervirksomhed, der hjælper brands og retailers med at håndtere produktcompliance i en stadig mere kompleks regulatorisk virkelighed. Med en AI-platform, der samler krav, data og processer ét sted, automatiserer virksomheden store dele af compliancearbejdet og gør det lettere at dokumentere og overholde krav på tværs af markeder.
Historien bag Complir begyndte med et tæt samarbejde med Flying Tiger Copenhagen. Her tilbragte medstifterne, CPO Tine Kühnel og CEO Gustav Bang, over et år tæt på organisationen for at forstå, hvordan en stor europæisk retailer arbejder med produktcompliance i praksis.
Billedet, der tegnede sig, var, at selv meget professionelle compliance- og kvalitetsteams arbejdede i Excel-ark, e-mailtråde med leverandører og PDF-mapper, der var umulige at vedligeholde. Samtidig væltede mængden af EU-regulering ind over branchen i et tempo, som de færreste virksomheder kunne følge.
Det blev ifølge Gustav Bang startskuddet til Complir:
"Vi byggede Complir, fordi vi så et hul: Der findes massere af systemer for digital sikkerhed, men der fandtes ikke noget tilsvarende for fysiske produkter. Det ville vi lave om på".
AI gør compliance hurtigere og mindre manuelt
Ved at samle krav, data og processer på én AI-platform automatiserer Complir store dele af compliancearbejdet for brands og retailers. Det reducerer manuelle arbejdsgange og gør det muligt at få produkter hurtigere på markedet med færre fejl og lavere omkostninger.
Løsningen er udviklet til kvalitets-, compliance- og regulatory affairs-ansvarlige i mellemstore og store forbrugsvarevirksomheder og understøtter en bred vifte af fysiske varer, herunder kosmetik, tekstiler, møbler, legetøj, elektronik og materialer i kontakt med fødevarer.
Fra flaskehals til integreret proces
Hos mange virksomheder fylder compliancearbejdet stadig mere i produktudviklingen. Complir peger på, at manglende dokumentation i dag kan forsinke produktlanceringer, øge omkostninger og i nogle tilfælde tvinge virksomheder til at reducere deres sortimentet. Dermed er compliance blevet en flaskehals for virksomheder, der skal navigere i mere omfattende regulatoriske krav.
Det er netop den udfordring, virksomheden vil løse ved at gøre compliance til en integreret og automatiseret del af produktrejsen frem for en administrativ barriere.
Samtidig peger CEO, Gustav Bang på et større perspektiv:
"EU's regulatoriske dagsorden er designet til at gøre forbrugerprodukter mere sikre og bæredygtige. Det er en god dagsorden, men hvis ikke virksomhederne har infrastrukturen til at efterleve den, ender den med at straffe netop de europæiske spillere, vi gerne vil styrke".
Fokus på USA og næste bølge regulering i Europa
Complir er i øjeblikket en del af Y Combinator i San Francisco - et af verdens mest kendte startup programmer.
Her videreudvikler teamet platformen med fokus på amerikansk lovgivning og på at automatisere indhentningen af dokumenter fra leverandører - en proces, der i dag er en både tung og tidskrævende proces i detailhandlen.
Samtidig forbereder virksomheden sig på den næste store reguleringsbølge i Europa, herunder det digitale produktpas, der bliver et krav fra 2027, og som Complir planlægger at understøtte i en kommende lancering.
DI Digital som adgang til viden og netværk
Afslutningsvis peger CEO, Gustav Bang, på værdien af medlemskabet hos DI Digital.
"For en virksomhed som vores - der bygger på europæisk regulering - er det afgørende at have en finger på pulsen i det politiske arbejde, der foregår i Bruxelles og på Christiansborg. DI Digital giver adgang til netop den dialog. Vi følger med i udspillene omkring digital suverænitet, dataregulering og produktrelaterede direktiver, og det er en stor fordel at være en del af et fællesskab, hvor de diskussioner foregår tæt på".
Samtidig fremhæver han netværket som en vigtig faktor.
"Dertil kommer netværket. Vi er stadig en lille virksomhed, og det at være en del af et branchefællesskab med danske teknologivirksomheder giver både sparring og synlighed. Vi ser DI Digital som en vigtig partner i at sikre, at danske og europæiske tech-iværksættere har gode rammevilkår", siger Gustav Bang.
Du kan læse mere om Complir på deres hjemmeside her.