GettyImages
30.06.26 DI Digital Nyheder

DI-udspil: Danmarks digitale infrastruktur skal rustes til et nyt trusselsbillede

Hybride trusler, cyberangreb og sabotage gør det nødvendigt at styrke beskyttelsen af den kritiske infrastruktur, der holder Danmark kørende. I et nyt udspil peger DI på behovet for massive investeringer, klarere myndighedsansvar og tættere samarbejde mellem stat og erhvervsliv.

Danmarks digitale infrastruktur er blevet en af samfundets mest afgørende sikkerhedsopgaver. I en tid præget af tiltagende cyberangreb, sabotage og skader på søkabler mm., skal den danske infrastruktur nu kunne modstå et markant mere komplekst trusselsbillede. Af denne årsag er det ikke længere nok blot at reagere, når skaden er sket. Der er behov for en mere proaktiv tilgang, hvor samfundets digitale afhængigheder prioriteres og beskyttes ud fra et dynamisk risikobillede.

Dette er omdrejningspunktet for DI’s nye udspil om modstandsdygtig kritisk infrastruktur. Her lyder budskabet, at Danmark skal investere mere målrettet i digital sikkerhed, redundans og beredskab, hvis samfundet skal kunne fungere under fremtidens pres. En opgave der kræver investeringer samt et tættere offentligt-privat samarbejde.

”Den digitale infrastruktur er helt afgørende for hele Danmarks sammenhængskraft, for både virksomhedernes og samfundets daglige virke. Truslerne mod infrastrukturen - fra sabotage til cyberangreb - er vokset markant, og vi ser allerede, at investeringer i sikkerhed og beredskab presser virksomhederne,” siger Andreas Holbak Espersen, branchedirektør i DI Digital. 

Digital infrastruktur er en samfundsopgave 

Særligt den digitale infrastruktur er under pres. Kommunikationsnet, datacentre, fibernet og søkabler er fundamentet for både private og offentlige tjenester - og for andre kritiske sektorer, der er afhængige af, at forbindelserne fungerer. 

For virksomheder som Cibicom, der blandt andet driver landsdækkende FM-sendenet, datacentre, fibernet og anden infrastruktur, er udviklingen allerede mærkbar. Nye krav til overvågning, fysisk sikring, genopretning og beredskab betyder store investeringer i både teknologi og mandskab.

”Det handler ikke længere kun om at forhindre nedbrud. Det handler om at sikre, at samfundet fortsat kan fungere, når nedbruddet sker,” siger Mette Slesvig, CEO i Cibicom.

Hun peger samtidig på, at virksomhederne skal kunne beskytte kritisk infrastruktur effektivt, uden at regulering, ventetider og omkostninger ender med at spænde ben for indsatsen. 

Mette Slesvig, CEO i Cibicom Mette Slesvig, CEO i Cibicom


DI foreslår blandt andet standby-aftaler om reparationskapacitet, offentligt-private partnerskaber om overvågning og sikkerhedsteknologi samt tydelige og ensartede regler. På den måde kan akutte reparationer og vedligehold gennemføres uden langvarige ventetider. 

OT-sikkerhed er en blind vinkel 

Et andet centralt område i udspillet er de operationelle teknologier (OT), som styrer fysiske processer i blandt andet elnet, produktion og teleinfrastruktur. Problematikken ligger i, at OT-systemer ofte har en langt længere levetid end traditionel IT. Hvor IT-systemer typisk udskiftes efter få år, kan OT-systemer være i drift i årtier. I nogle tilfælde med få eller ingen sikkerhedsopdateringer. Hos TeleDCIS, der arbejder med cybersikkerhed og informationssikkerhed i telebranchen, oplever man udfordringen tæt på. 

”En væsentlig udfordring er, at mange OT-leverandører fortsat arbejder ud fra en sikkerhedstilgang, der ligger omtrent et årti efter den udvikling, vi ser i traditionel IT,” siger Dennis Larting, adm. direktør i TeleDCIS, og fortsætter:

”Hackergrupper deler viden, værktøjer og erfaringer på tværs af landegrænser. Det bør forsvarssiden gøre mindst lige så effektivt. Cybertruslen mod kritisk infrastruktur er ikke længere et fremtidsscenarie - den er en aktuel realitet, og derfor kræver den tættere samarbejde mellem myndigheder, operatører, leverandører og sikkerhedsmiljøer.”

Derfor efterlyser DI en samlet national indsats for OT-sikkerhed, der både løfter kompetencerne samt skaber klare rammer for beskyttelsen af de kritiske processer i Danmark. Blandt andet bør OT-sikkerhed indgå i relevante videregående uddannelser, og der bør udvikles efter- og videreuddannelse for teknikere og ingeniører, som arbejder i krydsfeltet mellem IT og OT. Dette er afgørende, hvis Danmark skal lukke det kompetencegab, der i dag bremser beskyttelsen af kritiske systemer. 

Tre nedslag fra udspillet

  1. Styrk den digitale infrastruktur som national sikkerhedsopgave:
    Udspillet anbefaler investeringer iteknologi og øget redundans, bedre overvågning af netværk og fysisk infrastruktur samt standby-aftaler om reparationskapacitet, således datacentre, fibernet og søkabler kan opretholde drift - også under pres. 
  2. Luk sikkerhedsgabet i OT-systemer:
    Nationale krav til OT-sikkerhed, kompetenceløft for teknikere og ingeniører samt bedre beskyttelse af industrielle kontrolsystemer,skal styrke systemerne med kritiske fysiske processer, der ofte har lang levetid med begrænsede opdateringsmuligheder.
  3. Gør investeringer i sikkerhed lettere at gennemføre:
    DI anbefalermere ensartede myndighedsprocesser, hurtigere tilladelser og rammer for investeringer i sikring, overvågning og genopretning, da virksomhederne skal kunne reagere hurtigt, når kritisk digital infrastruktur skal beskyttes, repareres eller skaleres. 

Investeringer er billigere end nedbrud 

Samtidig understreger DI, at modstandsdygtig digital infrastruktur har en pris. Men konsekvenserne ved at lade være kan blive langt større. Nedbrud i kommunikationsnet eller operationelle teknologier kan hurtigt sprede sig til andre dele af samfundet og skabe kaskadeeffekter, der rammer virksomheder, borgere og myndigheder på samme tid. Derfor handler investeringer i digital infrastruktur ikke kun om at forebygge nedbrud, men også om at sikre, at samfundet kan fortsætte, når noget går galt.

”Vi skal handle nu, hvis vi vil undgå, at angreb på vores kritiske digitale infrastruktur til lands, til vands og i luften får alvorlige konsekvenser for Danmarks digitale hverdag og for vores sikkerhed. Politisk forståelse for investeringerne og samarbejde på tværs af sektorer vil være afgørende for, at vi kan sikre den infrastruktur, der holder Danmark digitalt forbundet og understøtter det digitale samfund,” siger Andreas Holbak Espersen, Branchedirektør i DI Digital. 

Relateret indhold