Minister for forsknings-, uddannelses- og digitalisering, Christina Egelund (M), deltog i debat med Thomas Jul, adm. direktør i KMD, og Christian Thrane, CEO i TDC Brands, ved DI Digitals Årsdag 2026. Foto: Jakob Melgaard.

26.08.26 DI Digital Nyheder

Ambitionerne stod i kø til DI Digitals Årsdag. Men nu skal der ske noget

Visioner, værdi, kompetencer og ansvarlighed. Det var hjørneflagene på den bane, hvor debatten om kunstig intelligens udspillede sig ved DI Digitals Årsdag 2026.

For første gang talte landets nye forsknings-, uddannelses- og digitaliseringsminister, Christina Egelund (M), til den samlede digitale branche. De fleste tilhørere gik tilfredse hjem efter ministerens tale, der genbekræftede mange af de ambitioner om øget anvendelse af kunstig intelligens, som ligger i regeringsgrundlaget fra juni.

Men fra scenen lød der også stemmer, der understregede, at det nu handler om at komme i gang.

Potentialet i kunstig intelligens

Omdrejningspunktet for DI Digitals Årsdag 2026 var, hvordan Danmark omsætter potentialet i kunstig intelligens til konkret værdi – og gør det med blik for både ansvarlighed, konkurrenceevne, velfærd og sammenhængskraft.

Den balance tog Christina Egelund fat på allerede i sin åbningstale til den digitale branche. Vi skal ikke frygte teknologien, men sikre, at vi sidder i førersædet – som mennesker, men også som danskere og europæere, lød det fra ministeren.

"Jeg har en kæmpestor 'ja-hat' på, der gerne vil se mulighederne – selvfølgelig balanceret med omtanke," indledte forsknings-, uddannelses- og digitaliseringsministeren.

"Hver gang vi mennesker skaber noget nyt, så skaber vi en ny frygt. Da skriftsproget kom til, frygtede vi, at vi mistede evnen til at huske. Da dampmaskinen kom til, frygtede man, at den ville ende med at overtage menneskenes arbejde. Og da computeren gjorde sit indtog, opstod der en forestilling om, at den ville gøre det arbejde, der tidligere krævede menneskelig intelligens. Den frygt har vist sig at være stærkt overdrevet," sagde Christina Egelund og fortsatte:

"Min tilgang til kunstig intelligens er den, at frygt kan vi ikke bruge til ret meget, fordi den gør os passive, men menneskelig omtanke og refleksion er omvendt helt uomgængelige, hvis vi vil holde fast i, at det er mennesker og ikke maskiner, som har fat i den lange ende."

Vi vil selv – og vi vil kunne selv

Ministeren lagde ikke bånd på ambitionerne på Danmarks og Europas vegne. Skræmmebilledet var for hende at ende som bagsædepassagerer i Elon Musks raket. Danmark og Europa skal ikke bare være med på andres AI-tur. Vi skal være med til at bestemme destinationen, lød det.

"Vi vil selv, og vi vil kunne selv. Derfor fylder AI også mere, end det nogensinde har gjort, i det nuværende regeringsgrundlag. Vi skal tale om, hvordan Europa får tingene til at ske på vores egen måde, og teknologier som AI-sundhedsagenter, supercomputere og i det hele taget hvordan rammerne for teknologisk anvendelse skal gøre det hele muligt," sagde hun.

"Vi skal ikke blot regulere AI. Vi skal udvikle AI, som vi har tillid til. Lad os tale om det, vi vil, i stedet for det, vi ikke vil. Vi skal have de bedst mulige forhold til at bygge AI på vores værdier. Der hvor det gør en forskel, og der hvor vi vil bruge teknologien selv," sagde Christina Egelund.

"Europa skal ikke bare være det sted, hvor vi regulerer den teknologi, som andre har udviklet," sagde Christina Egelund, forsknings-, uddannelses- og digitaliseringsminister.

KMD-direktør: Jeg er superglad, men hastighed er et godt ord

Efter talen fik ministeren selskab på scenen af Thomas Jul, adm. direktør i KMD, og Christian Thrane, direktør i TDC Brands. De skal hver fra sin side af markedet være med til at levere på regeringens AI-ambitioner.

"Jeg synes, det er fantastisk, at vi står med et regeringsgrundlag, der har ambitioner, som faktisk gerne vil noget, og som også har lagt rammerne ned om det. Så ja, jeg er superglad. Men det gør jo ikke, at vi er på plads. Og jeg tror, at hastighed er et godt ord her," sagde Thomas Jul fra KMD og fortsatte:

"Vi har et godt grundlag i vores fælles tillid. Vi har også et rigtig godt grundlag i form af data. Vi er et velforbundet samfund. Vi kan gøre rigtig mange af de her ting. Men for et år siden var vi nummer ét på IMD's liste over lande mest klar til digitalisering. I år er vi nummer seks. Så det handler om hastighed og om at komme i gang. Få nu skabt hjemlen, så skal vi nok sammen med andre digitale virksomheder få sat gang i den udvikling."

Christian Thrane stemte i og gjorde det klart, at infrastrukturen bliver helt afgørende.

"Der er behov for, at man ser på, hvordan man som land kan tage AI i brug. I det offentlige skal man læne sig ind i at tage det i brug: bedre tjeneste, mere effektivitet og mere præcision," sagde Christian Thrane.

"Det er vigtigt, at man kigger på de rammer og den infrastruktur, som skal gøre det muligt for os alle sammen. Det er datacentre – dog ikke alle datacentre – netværksinfrastruktur, det er cybersikkerhed og uddannelse. Behovet for at gøre det tilgængeligt derude for en masse virksomheder, det skal man ikke undervurdere," fortsatte TDC Brands-direktøren.

Et kapløb uden målstreg

Thomas Jul fortalte om kørselsplanlægning i Lemvig, hvor AI havde reduceret behovet for kørsel med 34 pct. og samtidig løftet besøgsprocenten. Et initiativ, der kunne kopieres i mange kommuner, mente KMD-direktøren:

"Vi skal gøre spillepladen klar. Vi skal vide fra regeringens side, hvordan vi kan implementere AI, hvilke rammer vi opererer under, og derefter kan vi gå i gang," sagde han.

Christina Egelund understregede, at vi skal i gang, men at tempoet i det offentlige også er udtryk for grundighed og en sund forsigtighed.

"Jeg falder også tit i det med at sige, at vi er i et globalt kapløb på kritiske teknologier, og det er også rigtigt. Men et kapløb er jo defineret ved, at der på et tidspunkt er en målstreg. Og hvad sker der så, når man er der? Det er jo ikke sådan, det foregår. Det er en løbende udvikling. Vi skal selvfølgelig tage bestik af, hvad der sker i USA og Kina og andre dele af verden. Men virkeligheden er, at vi selv skal tage handsken op i Europa og selv definere, hvad vi vil med det," sagde ministeren.

 

Tre debatter: konkurrencekraft, arbejdsmarked og ansvarlighed

Dagens øvrige debatter satte fokus på digital konkurrencekraft, fremtidens arbejdsmarked og vejen til ansvarlig anvendelse af AI. Her får du nedslag fra debatterne:

Mette Kaagaard, Chief AI Officer hos Netcompany, Andreas Cleve, medstifter og CEO i Corti, Christoffer Melson, digitaliseringsordfører for Venstre, og Steffen Helledie, gruppeformand og digitaliseringsordfører for Radikale Venstre.

Mette Kaagaard, Chief AI Officer hos Netcompany, Andreas Cleve, medstifter og CEO i Corti, Christoffer Melson, digitaliseringsordfører for Venstre, og Steffen Helledie, gruppeformand og digitaliseringsordfører for Radikale Venstre, diskuterede AI som digital konkurrencekraft.

"Jeg tror på, at de regulatoriske barrierer er en stor trussel for vækst. Det kan skabe stor usikkerhed for virksomhederne. Vi er mange år om at få et forslag fra det politiske bord til en hjemmel hos virksomhederne. Det svækker væksten," sagde Christoffer Melson, digitaliseringsordfører for Venstre.

"Vi skal gøre det fordelagtigt at investere i AI. Vi skal fremskynde, at det lykkes at digitalisere. Det er en risiko, virksomhederne skal tage, og det skal vi gøre nemmere som samfund," sagde Andreas Cleve, CEO i Corti.

"Der er rigtig stor frygt for AI på Christiansborg. Lad os tale det op og kigge på de positive business cases," sagde Steffen Helledie, digitaliseringsordfører for Radikale Venstre.

 

Laura Klitgaard, formand for ingeniørforeningen IDA, Bent Dalager, partner og Innovation Lead i KPMG, og Joachim Riis, digitaliserings- og cybersikkerhedsordfører for Liberal Alliance.

Laura Klitgaard, formand for ingeniørforeningen IDA, Bent Dalager, partner og Innovation Lead i KPMG, og Joachim Riis, digitaliserings- og cybersikkerhedsordfører for Liberal Alliance, debatterede fremtidens arbejdsmarked – og hvordan AI ændrer, hvilke job vi har, hvilke opgaver vi løser, og hvilke kompetencer der får værdi.

"Vi går fra at benytte AI som et værktøj til opgaveløsningen, hvor det er AI, der ligger og udfører det grundlæggende arbejde, og så er det os, der sætter retningen og agerer. Det gør, at langt de fleste jobfunktioner faktisk ændrer deres indhold. Og modsat andre udviklinger, vi har set, er det her faktisk noget, der har indflydelse på ledernes arbejde. Der mangler vi stadig, at lederne tager det her på sig, som den superkraft det er," sagde Bent Dalager.

"I IDA har vi lavet et assessment tool, hvor du kan få svar på, hvor din AI-viden kan styrkes. Derefter kan man vurdere med sin leder, hvilke dele af ens kompetencer der skal udvikles. Det tilbyder vi så til vores medlemmer. Det er en snebold, der ruller, men vi er nødt til at følge med, tage fat i tøjlerne og komme op på hesten," sagde Laura Klitgaard.

 

Therese Dahlstrøm von Scholten, direktør for SAS Institute Danmark, Jette Thorøe, Vice President for Digital Technology i LEGO Group, og Peter Revsbech, CEO og partner i Ordbogen.

Therese Dahlstrøm von Scholten, direktør for SAS Institute Danmark, Jette Thorøe, Vice President for Digital Technology i LEGO Group, og Peter Revsbech, CEO og partner i Ordbogen, debatterede, hvilken kunstig intelligens vi får, på hvis betingelser – og hvem der i sidste ende bestemmer over den.

"Vi har en vision, der hedder læring. Vi skal være, hvor børn leger, og det er i stigende grad digitalt. Hvordan kan vi gøre det sikkert? Det må ikke være en eftertanke, det skal indtænkes fra begyndelsen. Den anden del er også, at vi skal hjælpe børn med at forstå teknologi," sagde Jette Thorøe fra LEGO Group.

"Vi bruger ikke AI-løsninger, hvis ikke det kan forklares. Hvordan den er anvendt, og hele den sporbarhed er så vigtig, så der ikke gives et forkert resultat," sagde Therese Dahlstrøm von Scholten.

Lise Karstensen, Country Director i Nokia Danmark og vicebestyrelsesleder i DI Digital.

Det handler om fællesskabet

Dagen blev rundet af af Lise Karstensen, Country Director i Nokia Danmark og vicebestyrelsesleder i DI Digital, der pegede på, at uenigheden ikke handler om, hvor Danmark skal hen.

"Noget af det, jeg tager med mig i dag, er, at vi faktisk er ret enige om målet. Vi vil alle sammen, at Danmark skal være det mest digitale og innovative land i verden. Og vi vil også gerne være nogle af dem, der udnytter mulighederne med kunstig intelligens allermest," sagde hun og fortsatte:

"Det er et komplekst puslespil, og det handler om fællesskab. Vi er alle sammen leverandører til det her puslespil. Der er infrastruktur, der er applikationer, der er strøm. Der er politikere, der sætter rammerne, og der er brugerne. Vi har brug for hinanden, og vi har brug for at samarbejde, lytte til hinanden og lære af hinanden."

Relateret indhold