Teknologi uden kontekst skaber ingen værdi
DI Digital-medlemmet Context& hjælper virksomheder med at høste frugterne af de nye muligheder for at automatisere og understøtte arbejdsgange med agentic AI. Virksomhederne får dog ikke reel effekt af AI-transformationen, før teknologien kobles til data, processer og organisation, fortæller Jakob Schou, CEO i Context&.
Hos Context&, der er en sammensmeltning af de fire ledende Microsoft-partnere Delegate, Consit, Projectum og Sulava, oplever man, at rigtig mange danske virksomheder har gang i et markant skifte fra AI som eksperiment til AI i drift. De fleste har prøvet Copilot, ChatGPT eller enkelte automatiseringer. Men næste bølge stiller større krav til organisationen, for den handler om agentic AI, altså AI-agenter, der kan forstå kontekst, tage handling og understøtte eller automatisere konkrete forretningsprocesser.
"Vores erfaring er, at mange virksomheder fortsat er i starten af deres AI-rejse. De fleste er i pilot- eller afklaringsfasen. Vi ser også de første organisationer gå fra enkelte use cases til egentlige AI-operating models, hvor AI bliver en integreret del af den daglige drift. Her bliver governance, datakvalitet og forankring i forretningen afgørende. Det vigtigste er dog ikke teknologien alene. AI-agenter skaber først værdi, når de bygges i kontekst af virksomhedens processer, data og mennesker," siger Jakob Schou, CEO i Context&, der i dag har 450 medarbejdere fordelt på seks kontorer.
Selvom transformationen kan være en kraftanstrengelse og stor udfordring for en organisation, er der flere gevinster at hente, hvis man tager springet, forklarer Jakob Schou.
"Det giver vores kunder mulighed for at flytte AI fra individuelle produktivitetsværktøjer til reel operationel impact. Det kan være AI-agenter, der understøtter salgsprocesser, håndterer servicehenvendelser, hjælper med forecasting, kvalitetssikring eller arbejder på tværs af ERP-, CRM- og dataplatforme."
Når AI overhaler organisationen
Hos Context& anses det største gab mellem AI-visioner og implementering ikke som teknologisk, men snarere som organisatorisk. Teknologien udvikler sig ekstremt hurtigt lige nu, hvilket resulterer i, at mange virksomheder stadig arbejder med beslutningsprocesser, governance-modeller og organisatoriske strukturer, som er designet til en langt mere lineær digital virkelighed. Mange organisationer undervurderer derfor, ifølge Jakob Schou, hvor meget AI ændrer måden, vi arbejder, leder og træffer beslutninger på.
"Virksomhederne fokuserer ofte på værktøjer før processer, eller teknologi før forankring. Vi ser et stort kompetencegab. Ikke nødvendigvis fordi virksomhederne mangler tekniske specialister, men fordi de mangler mennesker, der kan bygge bro mellem forretning, data, processer og AI. Det handler ikke om at vise den smarteste demo. Det handler om at skabe målbar værdi i den virkelige organisation," siger han.
Salgsorganisationen revolutioneres
CRM og salg er et kerneområde for Context&. Hos virksomheden, der har sin ekspertise inden for cloudløsninger og AI-adoption, tror man på, at salgsrollen kommer til at ændre sig markant de kommende år med agentbaseret AI.
Meget af det administrative arbejde omkring salg vil i fremtiden blive håndteret af AI-agenter: research, mødeforberedelse, pipeline-opdatering og koordinering på tværs af systemer. Det vil betyde, at sælgere i højere grad kan fokusere på relationer, rådgivning og værdiskabelse, hvor det menneskelige faktisk bliver vigtigere, og AI hjælper med at prioritere indsatser, identificere buying signals og understøtte beslutningerne, fortæller direktøren:
"Om to-tre år tror jeg ikke, vi taler om 'AI i salg' som noget separat. Det vil være indbygget i måden, salgsorganisationer arbejder på, helt som CRM-systemer er i dag. Forskellen er, at AI ikke bare registrerer aktiviteter. Den assisterer aktivt og handler sammen med salgsmedarbejderen."
Er Microsofts økosystemer digitalt sikre?
I lyset af den geopolitiske situation og det stigende fokus på kontrol over egne data og digital suverænitet oplever man hos Context&, at danske virksomheder er blevet langt mere opmærksomme på governance, datasikkerhed og kontrol.
Som Microsoft-partner handler det for Context& om at hjælpe kunderne med at finde den rigtige balance mellem innovation, compliance og forretningsværdi. Mange virksomheder ønsker nemlig både adgang til den nyeste AI-teknologi, men også sikkerhed for, hvordan data håndteres, hvor løsninger hostes, og hvilke governance-modeller der understøtter brugen af AI.
"Her mener jeg faktisk, at Microsofts enterprise-økosystem står stærkt, fordi det kombinerer AI-capabilities med governance, sikkerhed og integrationsmuligheder på enterprise-niveau. Vigtigst af alt handler det om transparens. Virksomheder skal forstå, hvad deres AI-løsninger gør, hvilke data de anvender, og hvordan ansvar og kontrol er placeret. AI kan ikke være en black box i forretningskritiske processer," siger Jakob Schou.
Technology is nothing without context
En af de store faldgruber i AI-transformationen er, at virksomhederne indkøber alt for generiske AI-værktøjer uden at have tænkt deres branche, processer og data ind først. Det skyldes, at markedet lige nu er præget af enorm hype og meget generisk AI-anvendelse. Mange virksomheder køber adgang til teknologi, før de har defineret, hvilke problemer de egentlig forsøger at løse, fortæller Jakob Schou.
"To virksomheder kan have adgang til præcis den samme AI-model, men skabe vidt forskellig værdi afhængigt af deres datafundament, governance, kultur og evne til at operationalisere teknologien. Det er netop derfor, kontekst bliver afgørende,” siger han.
Samtidig er det vigtigt at have fokus på verdenen uden for den virkelighed, som virksomheden opererer i. Den ændrer sig konstant med nye regulatoriske krav, ændrede markedsvilkår, geopolitiske forhold og skift mellem vækst- og spareagendaer.
Fra science fiction til mere effektive organisationer
Meget af debatten omkring AI handler for tiden om risici, regulering og behov for milliardinvesteringer. Men for Jakob Schou er der også andre agendaer, som presser sig på:
"Jeg savner en mere pragmatisk dialog om, hvordan virksomheder faktisk skaber værdi med AI i praksis. For mange organisationer handler AI ikke om science fiction eller massive moonshot-investeringer. Det handler om at arbejde smartere, frigøre tid, forbedre kvalitet, styrke beslutningskraft og skabe mere effektive organisationer," siger han.
Samtidig pointerer Jakob Schou, at Danmark som nation har en reel mulighed for at stå stærkt i AI-udviklingen, fordi vi allerede har høj digital modenhed, stærke virksomheder og en høj grad af tillid mellem mennesker, organisationer og institutioner. Skal dette potentiale forløses, kræver det dog, at fokus flyttes fra ren teknologi til implementering, kompetencer og operationalisering:
"AI bliver ikke transformerende, fordi man køber adgang til en model. Det bliver transformerende, når mennesker, processer og teknologi arbejder sammen omkring konkrete forretningsmål," siger han og fortsætter:
"Samtidig tror jeg, at AI-debatten kommer til at handle langt mere om arbejdsmarked, kompetencer og transformation af jobfunktioner de kommende år. Nogle roller vil ændre sig markant, og visse typer arbejde vil få lavere værdi, mens nye funktioner opstår. Den omstilling bliver ikke gratis – hverken for samfundet eller for virksomhederne. Derfor bliver investering i kompetenceudvikling, omskoling og organisatorisk tilpasning en afgørende del af den ansvarlige AI-rejse," slutter Jakob Schou, CEO i Context&.