09.09.26 • DI Digital • Nyheder

Hvem skal bygge Europas digitale fremtid? Medlemmer gav input til nyt EU-lovforslag om cloud og AI

Europa vil styrke sin digitale kapacitet inden for cloud og kunstig intelligens. Men hvordan sikrer vi, at ambitionerne omsættes til investeringer, innovation og vækst i stedet for mere kompleks regulering? Det var omdrejningspunktet, da DI Digital samlede en række medlemsvirksomheder til dialog om EU-Kommissionens forslag til en Cloud and AI Development Act (CADA).

EU-Kommissionen fremlagde i juni 2026 forslaget til en Cloud and AI Development Act (CADA), der skal styrke Europas digitale infrastruktur og øge kapaciteten inden for cloud og AI.

Forslaget er nu på vej ind i de politiske forhandlinger i Bruxelles og i medlemslandene, og derfor samlede DI Digital medlemmer fra hele værdikæden for at drøfte, hvordan CADA kan komme til at påvirke virksomhedernes hverdag og Europas digitale konkurrenceevne.

Mødet gav værdifulde input til det videre arbejde med lovforslaget og sendte samtidig et klart signal: Ambitionen om at styrke Europas digitale kapacitet er den rigtige, men reglerne skal være klare, sammenhængende og praktisk anvendelige. 

Virksomhederne efterlyser klarhed om de nye suverænitetskrav 

En central del af drøftelserne handlede om de nye digitale suverænitetskrav, som Kommissionen foreslår for særligt den offentlige sektors anvendelse af cloudløsninger.

Flere medlemmer pegede på, at kravene kan få betydelig betydning for markedet, men at der med lovforslaget fortsat er betydelig usikkerhed om, hvordan reglerne konkret skal anvendes i praksis. Hvilke cloudløsninger vil være omfattet? Hvordan skal forskellige cloudmodeller behandles? Og hvilke leverandører vil kunne leve op til de højeste suverænitetsniveauer?

Der blev samtidig peget på behovet for en risikobaseret og proportional tilgang til suverænitetskrav. Fokus bør være på reel kontrol og konkrete sikkerhedsrisici, samtidig med at reglerne udformes på en måde, der understøtter innovation, investeringer og et velfungerende marked. 

Nye regler skal hænge sammen med den eksisterende regulering 

Et gennemgående tema på mødet var også behovet for, at CADA spiller tæt sammen med den øvrige EU-regulering på det digitale område.

Virksomhederne efterlyste blandt andet større klarhed om samspillet mellem CADA og eksisterende regler som GDPR, AI Act, Data Act og NIS2. Hvis målet er at styrke Europas digitale robusthed og kapacitet, må nye krav ikke skabe unødvendigt bureaukrati eller overlappende forpligtelser.

Budskabet lød, at digital suverænitet ikke opnås gennem mere kompleks regulering, men tværtimod gennem klare, sammenhængende og forudsigelige rammer, som virksomheder og myndigheder kan navigere efter. 

Europas digitale ambitioner kræver også kapital og energi 

Mødet satte også fokus på de mere grundlæggende forudsætninger for at styrke Europas digitale kapacitet.

Flere medlemmer fremhævede, at regulering alene ikke skaber ny digital infrastruktur, cloudkapacitet eller stærkere AI-miljøer. Hvis Europa vil styrke sin position, kræver det også adgang til kapital, bedre muligheder for opskalering af europæiske virksomheder og attraktive rammer for investeringer.

Samtidig blev energi fremhævet som en af de største udfordringer for udbygningen af ny digital infrastruktur. For mange virksomheder er den største flaskehals således adgang til tilstrækkelig energiforsyning og hurtig tilslutning til elnettet.

Derfor efterlyste medlemmerne et tættere samspil mellem tech-politik, energipolitik og investeringer, hvis Europa for alvor skal lykkes med sine cloud- og AI-ambitioner. 

DI Digital bringer input videre til forhandlingerne 

De input og erfaringer, som medlemmerne delte på mødet, indgår nu i DI Digitals videre arbejde med lovforslaget og i dialogen med danske og europæiske beslutningstagere.

CADA kan blive et af de mest betydningsfulde digitale lovforslag i de kommende år. Derfor er det afgørende, at reglerne understøtter de virksomheder, som skal investere i og udvikle den digitale infrastruktur i Europa.

Europa har brug for mere digital kapacitet. Men hvis ambitionerne skal omsættes til vækst, innovation og konkurrencekraft, kræver det, at regulering, investeringer og praktiske rammevilkår trækker i samme retning.

Skrevet af:

Emil la Cour, Lisa Pleidrup Ipsen

Relateret indhold