19.08.21 DI Digital Nyheder

Morsø kåres som årets mest digitale kommune 2021

Den 18. august blev Morsø kommune kåret som årets mest digitale kommune. Morsø kommune er trods deres geografiske placering et bevis på, hvordan omverdenen kun er et millisekund væk takket være klare politiske mål og investeringer i digital infrastruktur.

Digitaliseringen har stor betydning for udviklingen af Danmark som velfærdssamfund og land at drive virksomhed i. De digitale løsninger har gjort mange ting lettere i servicen overfor borgerne og gjort vores virksomheder mere konkurrencedygtige. Mange offentlige opgaver bliver løst lokalt af kommunerne, og derfor er det altafgørende, at kommunerne også er med på den digitale omstilling.

For virksomhederne har det stor betydning, at der en god mobil- og bredbåndsdækning, og at de kommunale serviceydelser kan klares digitalt. Lokal erhvervspolitik handler derfor også om digitalisering.   

Morsø kommune er kåret som den bedste digitale kommune af de lokale virksomheder, der særligt har fremhævet en digital infrastruktur i særklasse kombineret med klare politiske mål for at anvende digitale muligheder i kommunens serviceudbud. Bl.a. har det lokale energiselskab Thy-Mors Energi etableret adgang til fiberbaseret bredbånd til alle borgere og virksomheder i kommunen.

Morsø er dermed et rigtigt godt eksempel på, hvordan politisk vilje og investeringer i digitalisering kan skabe vækst i hele Danmark – også langt væk fra de store byer. I DI Digital mener vi, at der skal være lige muligheder for at drive erhverv i alle dele af landet, og en god digital infrastruktur er en forudsætning for gode vilkår for erhvervslivet.

De fleste kommuner er godt i gang med den digitale omstilling, men der er fortsat ting at gøre. Vi har derfor samlet 20 gode råd til, hvordan de danske kommuner kan fremme deres lokale digitale velfærd og den lokale mobil og bredbåndsdækning. Læs mere her.

FAKTA OM KÅRINGEN

Kåringen baserer sig på DI’s årlige undersøgelse ”Lokal Erhvervsvenlighed”, hvor over 7.000 virksomheder har medvirket. Baggrunden for kåringen er data om mobil- og bredbåndsdækningen, kommunens udbud af digitale tjenester herunder Smart City, digital læring, sundhedsteknologi og ikke mindst virksomhedernes vurdering af de digitale rammer lokalt. Den samlede analyse af Lokal Erhvervsvenlighed offentliggøres i september 2021.

Relateret indhold