Foto: Gettyimages

30.09.21 DI Digital Nyheder

SMV’ers digitale sikkerhed skal styrkes

Hovedpointen i Erhvervsstyrelsens nye analyse om Digital sikkerhed i Danske SMV’er står krystalklart. SMV’erne halter bagefter på den digitale sikkerhed.

40 pct. af SMV’erne har ikke prioriteret it-sikkerhed. Det er bekymrende. Ikke mindst fordi, det udgør en meget stor risiko ikke kun for SMV’erne selv, men også for dansk erhvervsliv bredt set. Det en udfordring, som vi allerede er bevidst om.

Vi ved, at manglende it-kendskab og -kompetencer, er en af de centrale udfordringer, som virksomhederne står overfor, når de skal i gang med at anvende it-sikkerhedsløsninger.Det understreger Erhvervsstyrelsens analyse også - 28 pct. af SMV’erne peger på netop de udfordringer.  

Det er derfor vigtigt, at virksomhederne, og særligt SMV’erne, får de rigtige værktøjer og tilstrækkelig vejledning til at kunne komme i gang med at forbedre deres digitale sikkerhed.

I DI Digital arbejder vi derfor for at etablere en SMV:CERT, et videns- og overvågningscenter, som har til formål løbende at informere og guide danske SMV’er i arbejdet med cybersikkerhed, og som kan give hurtig råd og vejledning, hvis uheldet er ude. Tæt koordinering og samarbejde er en forudsætning for at lykkedes med at hæve sikkerhedsniveauet i virksomhederne. SMV:CERT skal derfor etableres i et tæt samarbejde med branchen og myndighederne.

Vi har i denne måned også lanceret D-mærket, som er en frivillig mærkningsordning for it-sikkerhed og ansvarlig dataanvendelse. D-mærket blev stiftet for at gøre det mere overskueligt for virksomhederne at komme i gang med at arbejde digital ansvarligt. D-mærket fastsætter 8 kriterier, som virksomhederne skal leve op til.

Derudover vil jeg vil anbefale, at virksomhederne kigger to steder hen, når de skal finde råd og vejledning om cybersikkerhed.

Gå ind på www.sikkerdigital.dk, som er myndighedernes hjemmeside om viden, vejledning og konkrete værktøjer, og som Dansk Industri også har bidraget til og støtter op om. I DI vejleder vi naturligvis også vores medlemmer om cybersikkerhed og har en række gode råd og vejledninger her, ligesom DI Digital også har en lang række it-sikkerhedsleverandører, som kan hjælpe virksomhederne i gang.

Relateret indhold