14.01.21 DI Digital Nyheder

Digitalt coronapas er en central brik i genåbningen

Regeringens seneste skærpelse af restriktionerne kommer til at ramme mange brancher hårdt. I DI støtter vi op om nedlukningen, men understreger behovet for en plan for en effektiv og sikker genåbning af samfundet. Her er det helt essentielt at få et digitalt coronapas rullet ud hurtigst muligt.

Verden er gået i rød, og rejsemulighederne er stærkt begrænsede. Dette inkluderer også erhvervsrejsende. Den markante skærpelse af rejserestriktionerne kalder på behovet for, at Danmark snarest muligt står parat med vacciner til erhvervsrejsende og et digitalt coronapas.

Mange eksportvirksomheder er i forvejen hårdt ramte efter 10 måneder med begrænset kontakt til deres kunder. Dette er ikke blot problematisk for virksomhederne men for hele samfundet, da Danmark i høj grad er afhængige af eksporten. Vi må ikke tabe eksportkroner og dermed velfærd på gulvet.

Vi bakker op om regeringens beslutning om en hård, kortere nedlukning. Men det er afgørende, at der udarbejdes en plan for en sikker og hurtig genåbning af rejser og for vores samfund i øvrigt.
Og her kan de digitale muligheder komme i spil. Et digitalt coronapas åbner muligheden for, at danske virksomheder i højere grad står klar til at genvinde eksporten, når verden åbner op igen.

Det er forventningen, at andre lande stiller krav til forevisning af dokumentation for, at man enten har modtaget vaccinen ved indrejse, eller kan påvise en nyligt taget negativtest. Her kan et digitalt coronapas benyttes. Men et digitalt coronapas er også afgørende for en tillidsfuld og kontrolleret genåbning herhjemme.

Coronapasset kan muliggøre hurtigere genåbning af restauranter, konferencer, musikfestivaler og sportsbegivenheder. I den sammenhæng bør et digitalt coronapas både kunne vise vaccine, og en negativ test. På den måde bliver vaccinen ikke afgørende for at kunne deltage i arrangementer.

Der er behov for at skabe mere forudsigelighed, så længe vi skal leve med corona, og her er et digitalt coronapas en essentiel brik, da det blandt andet kan fungere som redskab til at gennemføre coronafri arrangementer. Men vi skal i gang nu, hvis en digital løsning skal være klar til genåbningen.

Skrevet af:

Rikke Zeberg

Relateret indhold