06.10.22 DI Digital Nyheder

Nyt valg udskrevet: Digitalisering skal prioriteres

I tirsdags åbnede Mette Frederiksen et nyt folketingsår. I går udskrev hun valg til den 1. november. Den politiske sæson er med andre ord i fuld gang. Og med store og samfundsdefinerende spørgsmål og udfordringer som krig, energikriser, inflation, klimaforandringer og desværre meget andet, kan man fristes til at sige, at digitalisering vel ikke kan være det vigtigste lige nu. Og så alligevel.

Vi siger ofte, at digitalisering og teknologi spiller en afgørende rolle i løsningen af de store udfordringer. Og med god grund. Skal vi have mere intelligent energistyring, mere energieffektive løsninger, et sundhedsvæsen, hvor der er ressourcer til den nære borgerkontakt mv., kræver det ganske enkelt, at vi bruger både ny teknologi og kendt teknologi på mere innovative måder.

Heldigvis er udgangspunktet i Danmark godt. I sidste uge blev det offentliggjort, at Danmark endnu engang ligger i toppen af FNs måling af e-Government - en måling, der foretages hvert 2. år, og som giver en status for udviklingen inden for offentlig digitalisering blandt alle FN’s 193 medlemslande. Og ugen inden hev vi også en førsteplads hjem i IMDs opgørelse over digital konkurrenceevne.

Vores førsteplads i FN’s måling af E-Government er et kæmpe klap på skulderen til de digitale løsninger, som er en del af danskernes omgang med det offentlige som: Borger.dk, Digital Post, sundhed.dk mv. Digitaliseringen skal bidrage til en offentlig sektor, der er gennemskuelig og let at kommunikere med – både for borgere og virksomheder. Samtidig viser vores førsteplads i IMD’s opgørelse, at vi også er ekstremt gode til at udforske og adoptere ny teknologi.

Udgangspunktet er - med andre ord - stærkt. Men hvis vi skal udnytte det udgangspunkt til at skabe et bedre samfund, højne vores konkurrenceevne og skabe vækst, er der altså alligevel nogle ting, vi er nødt til at få styr på. Jeg ønsker mig af valgkampen, regeringsgrundlag og det kommende folketingsår bl.a.:

  • Løsninger på manglen på it-kompetencer i it-branchen. 8/10 virksomheder oplever problemer med at rekruttere it-specialister på nuværende tidspunkt. Der er behov for, at der snart er nogle løsninger på bordet. Hvis ikke vi snart ser en fremgang, vil manglende it-kompetencer have en afgørende betydning for vores samfund, virksomhederne og vores digitale konkurrenceevne.
  • Styrket offentlig-privat samarbejde inden for cybersikkerhed – især når det kommer til SMV’erne. Erhvervsstyrelsens rapport, udgivet d. 4. september, af SMV’ernes digitale sikkerhed, viser, at 44 pct. af SMV’erne har et for lavt sikkerhedsniveau i forhold til deres risikoprofil. Det kan være rigtig dyrt for mindre virksomheder, som ikke har uanede ressourcer til rådighed til hjælp, når skaden er sket. I DI arbejder vi på at samle eksisterende initiativer og opbygge nye offentlig-private partnerskaber i regi af en SMV:CERT, som skal fungere som én proaktiv videns- og rådgivningsportal, hvor SMV’erne kan få hjælp til at hæve deres sikkerhedsniveau.
  • At vi bliver endnu bedre til at udnytte data og digitalisering i den grønne omstilling, så vi kan udvikle teknologiske løsninger, der kan hjælpe os med fx. energibesparelser til gavn for klimaet og ikke mindst med at mindske store energiregninger, som er et kæmpe problem for vores samfund på nuværende tidspunkt.  
Rikke Hougaard Zeberg
Skrevet af:

Rikke Hougaard Zeberg

Relateret indhold