Julemørket er her – kan digitalisering være ledestjernen, der leder os ud af mørket?
Vi står i en uforudsigelig tid, hvor udfordringer og dilemmaer hele tiden banker på døren. Udfordringer, som vi kan vende det blinde øje til, og som spænder bredt fra energi- og forsyningskrise, der puster til inflationen, til en klimakrise, der er kompleks at løse.
Det tvinger os til at tage stilling til en ny virkelighed, som vi skal kunne rumme og agere i. Hvordan vi forbereder os og agerer, har vi heldigvis selv indflydelse på.
Et godt eksempel er coronakrisen. Trods usikkerheden og nedlukninger brugte de danske virksomheder teknologi og digitalisering til hurtigt at omstille deres virksomhed og forretning til den nye virkelighed. Sidste efterår pegede over halvdelen af medlemmerne i DI’s virksomhedspanel på, at det var øget brug af digitale løsninger og nye teknologier, som var grunden til, at de forventede at komme styrket ud af coronakrisen.
Vi skal navigere klogt i kriserne, uden at aktivitetsniveauet for virksomhederne skal gå i stå. For at kunne det har vi brug for digitalisering og nye teknologier. Vi skal op på den helt store klinge og have nye smarte, digitale løsninger integreret i vores arbejdsgange, både i virksomhederne og i de offentlige myndigheder. Det skaber et stort spillerum og en mulighed for innovative projekter for Danmarks erhvervsliv – for løsningerne kommer ikke af sig selv.
Det kræver, at alle er med på vognen. Politikerne, erhvervslivet, myndighederne – alle skal med. Men hvordan gør vi det, og hvad skal der helt konkret til? Det vil vi diskutere på DI Digitals nytårskur d. 12. januar, når vi slår dørene op for førende erhvervsledere og politikere til en snak om tidens centrale udfordringer, og hvordan vi som branche kan omstille os og bidrage til løsningerne.
Jeg glæder mig personligt meget til at diskutere digitaliseringens rolle.