16.12.22 DI Digital Nyheder

Danmark har fået en digitaliseringsminister

Et stort tillykke til Marie Bjerre, som netop er udnævnt til digitaliseringsminister og et stort tillykke til Danmark. Som samfund står vi overfor store dagsordener, som der skal findes en løsning på. Energikrise, klimakrise, et presset sundhedsvæsen og ikke mindst mangel på arbejdskraft.

Digitaliseringen kommer til at spille en central rolle, når vi skal finde løsninger på de mange udfordringer. Derfor er det glædeligt, at vi nu får en minister, der får ansvaret for at koordinere indsatsen. For det er der et stort behov for.

I de kommende år kommer der massiv regulering fra Bruxelles – AI-regulering, Dataact, Cloudact blot for at nævne nogle få. Regulering er nødvendig, men i øjeblikket sker der en massiv detailregulering fra EU, som går ud over virksomhedernes konkurrenceevne og muligheder for innovation og vækst. Vi skal have en balanceret regulering – og det kræver politisk fokus.

Andre store opgaver står i kø. Danmark skal have en ny digitaliseringsstrategi, og vi skal have uddannet flere med it-kompetencer - virksomhederne mangler dem allerede, og det bliver kun værre. Det bliver helt centralt, hvis vi skal løse de store udfordringer, vi står overfor. Vores børn og unge skal gøres klar til det digitale samfund, der skal derfor et obligatorisk fag om teknologiforståelse ind i folkeskolen – det haster!

Vi skal også gøre en stor indsats for, at alle er med på den digitale rejse, også dem der har svært ved det, for digitaliseringen fortsætter – ikke kun i Danmark men i hele verden. Så der skal politisk fokus på brugervenlige digitale løsninger, forenkling af bagvedliggende processer og regler, udskiftning af gamle legacy systemer i offentlig sektor og ikke mindst cybersikkerhed.

Emnerne er mange. Men en ting er sikkert – vejen til velstand, vækst og konkurrencedygtige virksomheder går gennem digitalisering. Og den digitale transformation fortsætter med fulde kraft, så det er rigtigt glædeligt, at der nu kommer politisk fokus på området.

I DI har vi længe ønsket os en digitaliseringsminister, nu har vi fået en og vi glæder os. Det er en stor opgave, som Marie Bjerre har fået, og den største udfordring bliver at få koordineret indsatsen på tværs af de øvrige ministerområder og i samarbejde med det private erhvervsliv. Vi har en lang liste af emner, som vi gerne vil drøfte med den nye minister, og glæder os rigtigt meget til at komme i gang.

Rikke Hougaard Zeberg
Skrevet af:

Rikke Hougaard Zeberg

Relateret indhold