Danskerne udsættes ofte for falsk indhold online
Internettet er en vigtig kilde, når det kommer til at holde sig opdateret med nyheder både nationalt og internationalt
Danmarks statistik er netop udkommet med en ny undersøgelse af it anvendelse i Befolkningen, og den viser, at en stor del af befolkningen læser nyheder på de digitale platforme. Men nyheder, som borgere modtager online enten i form af artikler, informationer, billeder og videoer, kan være falske, misledende eller manipulerede.
Danmarks Statistiks undersøgelse viser, at hhv. 61 pct. af mænd og 54. pct af kvinder har set falsk indhold på hjemmesider og sociale medier i 2021. Undersøgelsen viser dog også, at kun 25 pct. af danskerne efterfølgende tjekker troværdigheden af det indhold, som de er i tvivl om, er falsk eller misledende. Det viser både, at vi konfronteres med meget falsk indhold og, at vi i Danmark har en sund kritisk sans overfor de nyheder, vi møder på internettet. Men måske er vi ikke så gode til at undersøge, hvorvidt konkret indhold faktisk er falsk eller misledende.
Især har krigen i Ukraine vist, at adgang til retvisende og korrekte nyheder og information er afgørende. Det er derfor ekstremt positivt, at danskerne er opmærksomme og kritiske over for de nyheder, som vi eksponeres for. Men vi har behov for, at danskerne bliver endnu mere opmærksomme på risikoen for misinformation, og bliver bedre til at sortere i den information, der møder os online.
DI Digital har længe arbejdet for, at teknologiforståelse og digital dannelse skal være et obligatorisk fag i folkeskolen. De nye tal fra Danmarks Statistik understreger endnu engang, at der er brug for en kontinuerlig indsats for at højne forståelsen for den digitale udvikling, og det vi møder på nettet. Jo bedre teknologiforståelse vi har, jo bedre er vi til at begå os i en digitaliseret verden, hvor vi fyldes med nyheder og information, som kan være falsk eller misledende.