11.10.23 DI Digital Nyheder

Regeringens udspil om teknologiforståelse i folkeskolen er…… ikke bestået

Med regeringens folkeskoleudspil kom også en længe ventet udmelding fra regeringen om planerne for teknologiforståelse i folkeskolen. Det er en rigtig god nyhed, at regeringen vil have mere teknologiforståelse ind i skolen – det har vi i DI Digital kæmpet for i årevis sammen med en lang række andre aktører.

I stort set alle funktioner på fremtidens arbejdsmarked vil stærke digitale og teknologiske kompetencer være nødvendige. Samtidig betyder den digitale udvikling, at de danske virksomheder desperat mangler it-specialister, og senest har EU på baggrund af opdaterede tal anslået, at Danmark frem mod 2030 har behov for 200.000 flere it-specialister end i dag. Også derfor er det helt rigtigt set af regeringen, at børn og unge får mere teknologiforståelse ind med skolemælken.

Konkret foreslår regeringen, at teknologiforståelse integreres i udvalgte fag, såsom dansk og samfundsfag og som valgfag i udskolingen. Desværre har regeringen valgt at forbigå ønsket fra DI og en lang række andre aktører om at indføre teknologiforståelse som et obligatorisk fag. Det har vi foreslået, fordi alle elever har brug for at blive klædt på med værktøjer, kritisk sans og forståelse for teknologiens muligheder og faldgruber. Hvis man tilbyder dette som valgfag er det alene de i forvejen særligt interesserede, der bliver klædt på, og så er vi lige vidt i et samfund, der i disse år undergår massive forandringer som følge af digitalisering – forandringer, der berør os alle.

Forslaget om et obligatorisk fag har den bredest mulige forankring i folkeskolens store interessentlandskab. Udover DI står også Danske Gymnasier, Danmarks Lærerforening, Dansk Metal, Danske Professionshøjskoler, Danske Skoleelever, KL, Skolelederforeningen og mange flere bag ønsket. Forslaget baserer sig desuden på de gode erfaringer, der er samlet op i det nationale forsøg om teknologiforståelse på en række folkeskoler. Forsøgene har givet et rigtig godt fagligt fundament at bygge videre på.

Vi kender endnu ikke regeringens begrundelse for ikke at følge opråbet fra denne bredde kreds af interessententer, men med denne helt fundamentale udeladelse er vi nødt til give regeringen en hård men ærlig bedømmelse af udspillet om teknologiforståelse: ikke bestået.

Læs regeringens folkeskoleudspil her. 

Andreas Holbak Espersen

Andreas Holbak Espersen

Branchedirektør

  • Direkte +45 3377 3239
  • Mobil +45 5162 0269
  • E-mail anhe@di.dk

Relateret indhold