Begrænsning på it-studiepladser kvæler ikke kun unges drømme, men også vores digitale fremtid
Politikerne saver den gren over, vi som samfund sidder på, når de vælger at sætte begrænsninger på it-studiepladser.
Igen i år har et stort antal unge siddet tilbage med følelsen af, at nogen har trukket tæppet væk under deres fremtidsdrømme, efter de har fået det skriftlige autosvar om, at de desværre ikke er kommet ind på den ønskede uddannelse.
Én ting er at få at vide, at drømmeuddannelsen ikke har plads til dig. Men hvad der for alvor må føles frustrerende er, når uddannelsen faktisk har plads til dig, men et politisk loft står i vejen.
Det er netop tilfældet for nogle ansøgere til IT-Universitetet, som har meddelt, at de i år kunne have optaget flere studerende, end de har måttet. For da universitetet ligger i København, er der sat et loft på, hvor mange studerende de må optage.
Uddannelsesloftet er en konsekvens af udflytningsreformen, som blev indført for at sikre en bred uddannelsesmæssig spredning og forhindre overproduktion af kandidater i bestemte fagområder. I dette tilfælde har det resulteret i, at der er ledige pladser på it-uddannelser uden for de store byer, mens universiteterne i byerne ikke kan optage flere studerende. Loftet har derfor ikke haft den ønskede effekt og hindrer flere i at blive optaget på it-uddannelser.
Selvom uddannelses- og forskningsminister Christina Egelund kalder det et “problem”, hvis vi ikke har hoveder nok til at sikre vores it-sikkerhed, ser hun ikke behovet for at fjerne loftet.
Men hvordan har Christina Egelund tænkt sig at undgå dette problem, når vi igen i år ikke optager i nærheden af det antal it-studerende, vi får brug for i fremtiden? Der bliver konstant gjort opmærksom på, at vi akut mangler it-specialister, og at behovet kun vil stige i fremtiden. Vi står nu i en situation, hvor vi har unge mennesker, der gerne vil tage en it-uddannelse, og der er ovenikøbet kapacitet til dem. Så hvorfor giver vi dem ikke denne mulighed?
Sektordimensionering skal fjernes
Desværre ser det ikke ud til, at der bliver taget hånd om problemet fra politisk side. Tilbage i april blev situationen endda forværret, da uddannelses- og forskningsministeriet offentliggjorde en politisk aftale om den såkaldte sektordimensionering, som reducerer antallet af uddannelsespladser på de danske universiteter – herunder it-universiteter.
I DI Digital er vi stærkt kritiske over for aftalen og opfordrer regeringen til, sammen med de politiske aftalepartier, hurtigst muligt at sætte sig sammen og genoverveje aftalen.
Danmark står overfor en digital fremtid, hvor teknologiske løsninger og kompetencer vil være afgørende for vores evne til at konkurrere på den globale scene. Men løsningerne kommer ikke af sig selv. Det kræver uddannede og skarpe talenter, der kan tænke innovativt og skabe banebrydende teknologi.
Kun ved at investere i fremtidens talenter kan vi sikre, at Danmark står stærkt i den globale digitale økonomi. Det er på høje tid, at vi anerkender vigtigheden af it-uddannelserne og giver dem den prioritet, de fortjener.