26.03.25 DI Digital Nyheder

Fuld fart på AI-storskalaprojekter i det offentlige

Statsminister Mette Frederiksen vil have sat mere fart på brugen af kunstig intelligens i det offentlige. Tiden er nu inde til at fjerne barrierer og samle eksperterne for at beslutte, hvilke opgaver AI vil kunne udføre lige så godt eller bedre end mennesker.

Når vores statsminister taler om offentlig digitalisering og inviterer til "kaffe og lidt god mad", er der grund til at spidse ører.

Netop dette skete på KL's kommunalpolitiske topmøde i sidste uge, hvor Mette Frederiksen præsenterede en ambitiøs plan om tre storskalaprojekter, der skal styrke det offentliges brug af kunstig intelligens - og som tilmed skal være klar inden sommeren.

Et inspirerende sprint, hvor statsministeren inviterede dygtige danske virksomheder, forskere og offentlige ansatte til et symposium om de tre projekter.

Det er på alle måder positivt, at statsministeren er så konkret i sine planer. Udmeldingen kommer kort tid før den digitale taskforce for kunstig intelligens forventes at fremlægge konkrete mål for gevinsterne ved øget AI-brug i den offentlige sektor.

Måske er vi vidne til det paradigmeskifte i den offentlige digitalisering, som vi i DI Digital mener er helt afgørende for Danmark.

Vi skal turde se på den offentlige digitalisering med nye øjne og kritisk vurdere, hvilke opgaver i den offentlige sektor der egner sig bedst til at blive løst af kunstig intelligens og robotter - og hvilke der fortsat kræver menneskelig behandling, omsorg og overblik.

Som samfund har vi ikke længere råd til, at mennesker løser opgaver, som robotter vil kunne udføre lige så godt eller bedre. Netop derfor argumenterer vi i DI for, at "mennesker ikke må stjæle robotternes arbejde".

Vi skal give plads til teknologien der, hvor AI, automatisering og digitalisering kan skabe bedre, smartere og mere tilgængelige løsninger til gavn for borgere og virksomheder.

Fjern barrierer for brug af kunstig intelligens

Sandheden er, at der allerede i dag findes mange gode løsninger på markedet, hvoraf mange desværre ikke kommer i brug på grund af forældet lovgivning, der gør det svært at bruge AI, og som bevirker, at der opstår vidt forskellige fortolkninger myndighederne imellem.

Vi må adressere de barrierer, der lige nu bremser det teknologiske paradigmeskifte, som der så tydeligt er behov for.

Vores love og regler skal gøres digitaliseringsklare, så fremtidens AI-teknologi mødes med ensartede rammer - uden forhindringer eller vilkårlige fortolkninger fra kommune til kommune eller region til region.

For at den digitale branche kan bidrage til en langt mere omfattende udrulning af kunstig intelligens i den offentlige sektor, er det nødvendigt, at vi får:

  • En moderne lovgivning, der understøtter det teknologiske potentiale ved at skabe et klart retsgrundlag for myndigheders brug af kunstig intelligens, særligt ved behandling af personoplysninger.
  • Et fællesoffentligt databehandlersekretariat, som kan etablere klarere og mere ensartede rammer for databehandleraftaler på tværs af offentlige myndigheder.
  • Tilstrækkelig investering for at sikre, at den digitale udvikling ikke bremses af økonomiske begrænsninger. Konkret foreslår vi i DI etableringen af en investeringsfond på 5 mia. kr., specifikt rettet mod indkøb af nye arbejdsbesparende teknologier.

Danmark har et erhvervsliv med ekspertise, løsninger og engagement. I DI står vi klar til at bidrage til arbejdet for at cementere Danmark som verdensførende inden for anvendelsen af kunstig intelligens.

Den digitale branche takker ja til invitationen. Vi tager kaffen sort og spiser gerne brød til. 

Relateret indhold