EU-bussen er sat i bevægelse mod mindre bøvl og mere innovation
Europa er sat bagud i teknologikapløbet med USA og Kina. Men jeg vælger i denne juletid at fokusere på håbet. For EU har retning mod regelforenkling og styrkelse af vores digitale konkurrenceevne. Nu handler det om vores evne til at eksekvere på det.
Vi er i den mørkeste tid på året, og hvis jeg alene fokuserede på de rå tal, der viser Europas lave placering inden for kritiske teknologier eller manglende investeringer i morgendagens digitale løsninger, kunne det meget vel udvikle sig til en vinterdepression.
Vores virksomheder har potentialet til at være i front, men i stedet for investeringer og gode rammer for innovation har vi givet dem en lovjungle at navigere i med overlappende krav, uklare definitioner og fragmenterede regelsæt.
Men nu er det juletid, hvor vi tænder lys som et tegn på håb, og derfor skal vi også fokusere på de lys, der kan lede os ud af mørket.
Et af lyspunkterne er lovgivningsbussen i EU, som ikke blot er bremset op, men er begyndt at køre mod større regelforenkling og mere innovation.
Endelig ser vi frugten af lang tids arbejde, hvor vi i DI Digital har involveret medlemmer i det politiske arbejde og talt virksomhedernes sag overfor både regeringen, ordførere, EU-Kommissionen og Europa-Parlamentet. Og vi er blevet hørt.
Vi er faktisk der, hvor der ikke kun er tale om at sætte farten ned i EU-reguleringen, men hvor der er politisk forståelse for, at vi skruer ned for den eksisterende regulering. Det er et væsentligt og absolut nødvendigt nybrud.
Gode takter i den digitale omnibus
Konkret blev det, da EU-Kommissionen præsenterede omnibussen for det digitale område i slutningen af november.
Den digitale omnibus indeholder bl.a. forslag om udskydelse af kravene til højrisikosystemer i AI-forordningen. Det vil give virksomhederne et nødvendigt pusterum, så de ikke tvinges til at indrette avancerede AI-løsninger efter standarder, som endnu ikke eksisterer.
Udskydelsen af kravene i AI-forordningen har været et af de største ønsker fra vores medlemmer i DI Digital til den digitale forenklingspakke, og noget som vi har kæmpet for. Vi er derfor meget tilfredse med, at EU-Kommissionen har lyttet.
På vores medlemmers ønskeliste over forenklingstiltag har kravet om, at rapportering af cybersikkerhedshændelser harmoniseres, også stået højt. I dag bliver virksomheder mødt af tre forskellige rapporteringskrav for den samme hændelse, alene fordi lovgivningen er udviklet i siloer.
Det giver derfor håb, at et forslag om en fælles platform og et "once-only"-princip for rapportering også er med i den digitale omnibus, som nu er sendt til forhandling i EU's medlemsstater og i Europa-Parlamentet.
Dansk EU-formandskab i spidsen for konkurrenceevne
Positivt er det også, at EU-Rådet på tele- og digitaliseringsområdet under dansk formandskab satte nye målsætninger for styrket digital konkurrenceevne.
Der blev lagt vægt på, at Europa skal fremme sine digitale styrkepositioner og teknologiske kapacitet, og stræbe efter en mere enkel og forudsigelig regulering, hvor unødvendige barrierer fjernes, så nye digitale løsninger lettere kan udvikles, testes og skaleres.
EU-bussen er i bevægelse, og den digitale omnibus og rådskonklusionerne giver et solidt fundament for det kommende arbejde med at styrke den digitale konkurrenceevne og mindske regelbyrden.
Det giver mig håb.
Nu handler det om at fastholde momentum og sikre de rammevilkår, der gør virksomhederne i stand til at udvikle og skalere de digitale løsninger, som er så vigtige for vores fremtidige konkurrenceevne, vækst og suverænitet.