16.01.25 DI Digital Nyheder

Krystalkuglen: Lad digital handlekraft præge 2025

Der siges, at den bedste måde at forudsige fremtiden på er ved selv at skabe den. Og netop det er præcis, hvad jeg ser DI Digitals medlemmer gøre hver eneste dag. Fra Kamstrups intelligente energiløsninger til Cbrains digitale rygrad i centraladministrationen og Triforks sundhedsløsninger. Digitale virksomheder leverer ikke bare produkter – de skaber fremtiden.

Derfor er jeg også grundlæggende optimistisk på branchens vegne, selvom vi står i en usikker tid og ser USA og Kina suse derudad. Det er nemlig vores branche, der har løsningerne på mange af de udfordringer, vores samfund står overfor. Uanset om vi skal styrke vores konkurrenceevne, hjælpe en presset velfærdssektor eller reducere CO2-udledninger, så har den digitale branche en vigtig del af løsningen.

Den centrale udfordring i 2025 bliver at følge med den hastige teknologiske udvikling og sikre, at vi kan konkurrere globalt. Men frem for at lade os paralysere af udfordringerne, ser jeg grund til optimisme.

Den gode nyhed er, at vi heldigvis ser nye takter i Danmark og på EU-plan, når det kommer til regulering af tech-området. Det samme hører vi fra EU's nye kommissær på området, og derfor skal vi sikre, at 2025 bliver et år, hvor vi ser reelle forbedringer – ikke flere regler, men regler, der virker.

Når vi taler om kunstig intelligens, ser jeg også mange danske virksomheder, der allerede er i gang med at flytte sig fra POC til reelle forandringsprojekter. 2024 var året, hvor vi tog ejerskab over AI. 2025 bliver året, hvor vi kan høste flere af frugterne. Vores SMV'er står klar til at tage de næste skridt, og i DI Digital er vi, sammen med flere af vores medlemmer, dybt engagerede i at gøre AI tilgængeligt, meningsfuldt og ansvarligt for danske virksomheder og organisationer.

Men der findes også strukturelle benspænd for vores branches udvikling, som vi skal have gjort noget ved. Når 30 % af vores virksomheder må opgive at ansætte IT-specialister, fordi de ikke er der, og når IT-Universitetet samtidig årligt må afvise motiverede unge på grund af politiske rammer, ja, så smider vi både talent på gaden og bremser samtidig en hel branches udvikling. Det er tudetosset.

Cybersikkerhed, ikke mindst i form af implementeringen af NIS2-reglerne, vil også være en stor prioritet for virksomhederne i 2025. Det er afgørende, at vi som samfund styrker vores fælles cybersikkerhed. Men virksomhederne skal kunne overskue og nå at omstille sig til de nye regler, så vi kan sikre en høj cybersikkerhed og ikke blot en papirøvelse for at kunne leve op til reglerne.

I DI Digital vil vi derfor fortsætte med at bidrage til samarbejdet med regeringen og styrelserne omkring implementeringen af EU’s forskellige digitale retsakter, såsom NIS2, Data Act og AI Act, så vi ikke risikerer at kvæle innovationen.

Her kommer Danmarks EU-formandskab i anden halvdel af 2025 som en kærkommen chance. Vi får chancen for at præge den europæiske dagsorden i en mere innovationsvenlig retning. Det er essentielt, at vi skaber en mere effektiv og mindre bureaukratisk ramme for de digitale virksomheder, så de kan fokusere på den innovation og vækst, der reelt driver vores samfund fremad.

Med en ny EU-Kommission og et nyt parlament er timingen perfekt for at sætte et dansk fingeraftryk på den digitale dagsorden. Vi skal vise Europa, at digitalisering ikke er en trussel, der skal reguleres, men nøglen til styrket konkurrenceevne.

Så jeg ser frem til et år med mange spændende muligheder for at styrke vores branche. Når jeg møder vores medlemsvirksomheder, ser jeg ikke bare teknologiske virksomheder. Jeg ser problemløsere, der hver dag tackler samfundets største udfordringer med konkrete digitale løsninger. Derfor bliver 2025 ikke året, hvor vi venter på fremtiden – det bliver året, hvor vi skaber den.

Relateret indhold