Advarselslamperne blinker for Europas digitale konkurrenceevne
Europa står midt i geopolitisk uro og benhård global konkurrence. I den situation burde det indre marked være vores stærkeste aktiv. EU-Kommissionens nye rapport om EU’s indre marked og konkurrenceevne samler for første gang status på 29 centrale indikatorer for Europas styrkeposition.
Rapporten giver et samlet billede af, hvor vi står. Særligt på det digitale område er konklusionen klar. Udviklingen går for langsomt.
Hvis Europa vil genvinde sin digitale konkurrencekraft, kræver det mere tempo i digitaliseringen, mere risikovillig kapital og reel regelforenkling.
Et indre marked, der halter digitalt
Det indre marked burde være Europas stærkeste konkurrenceparameter. For digitale virksomheder er skalering, sammenhæng i regler og forudsigelig en forudsætning for at lykkes. Alligevel halter vi på helt centrale digitale indikatorer.
Kommissionens rapport fremhæver, at kun 20 pct. af relevante administrative procedurer er fuldt digitale på tværs af grænser, og selvom flere virksomheder tager nye teknologier i brug, går det for langsomt. Brugen af AI er steget fra 13,5 til 20 pct. fra 2024 til 2025. Målet er 75 pct. i 2030. Det tempo er ganske enkelt ikke hurtigt nok.
Kapitalen er en anden akilleshæl. Europæisk venturekapital udgør blot 0,06 pct. af BNP, cirka en tiendedel af niveauet i USA. Når vækstvirksomheder må søge mod andre markeder for at finde risikovillig kapital, flytter innovationen med. Det er ikke bare et finansieringsproblem. Det er et spørgsmål om Europas teknologiske handlefrihed.
Når Europa ikke formår at skalere egne teknologivirksomheder, mister vi ikke kun vækst. Vi mister indflydelse.
Samtidig møder virksomhederne et indre marked, der fortsat er præget af fragmenterede regler og forskellig national implementering. I stedet for at fungere som løftestang for konkurrenceevne bliver reguleringen ofte en barriere for skalering.
Når tempoet i digitaliseringen er for lavt, skyldes det ikke manglende ambitioner i erhvervslivet. Det skyldes rammevilkår, der er for uklare, for komplekse og for forskellige på tværs af Europa, kombineret med utilstrækkelig adgang til kapital og kompetencer.
Det handler om vilje og handling
Det kræver politisk mod at forenkle regler, harmonisere markeder og prioritere kapital til digitale virksomheder. Men alternativet er langt mere risikabelt. Et Europa, der regulerer mere end det investerer, og som tøver mere end det handler, vil gradvist miste sin teknologiske handlekraft.
EU-kommissionens rapport er et wakeup-call. Diagnosen er korrekt. Nu mangler der handling. Hvis Europa vil kunne mere selv, kræver det et indre marked med langt mere digital sammenhæng.
Hvis Europa vil være digital producent og ikke kun digital forbruger, kræver det et indre marked, der fungerer i praksis. Færre barrierer. Hurtigere standarder. Mere kapital. Og en langt stærkere satsning på digitale kompetencer.
Ellers risikerer advarselslamperne at blive til permanent baggrundsbelysning.