Afgørende test om AI-regelforenkling er halvt bestået
Efter måneders forhandlinger er EU i dag blevet enig om en AI-omnibus, der skal forenkle og justere reglerne på AI-området. Aftalen skal formelt godkendes over sommeren, men alt tyder på, at man med aftalen blandt andet trykker på pauseknappen og udskyder implementeringen af reglerne om højrisiko AI. Det har hele tiden været vores håb, at aftalen ville blive en tydelig test af, at EU-systemet evner at tage ansvar i en geopolitisk og teknologisk brydningstid. Virkeligheden er nok, at testen er halvt bestået.
I Bruxelles nåede det såkaldte politiske trilogmøde torsdag morgen endelig frem til enighed efter mange timers forhandlinger – og efter at forhandlingerne ugen før strandede på grund af dybe uenigheder.
Dermed består EU en afgørende test af, om man rent faktisk mener regelforenkling alvorligt – i hvert fald til dels.
Aftalen betyder, at EU udskyder ikrafttrædelsen af regler om højrisiko-AI for at give virksomhederne længere tid til implementering. Noget, vi i DI Digital længe har påpeget som nødvendigt, da de relevante standarder slet ikke er på plads endnu.
Udskydelsen vil give virksomhederne bedre mulighed for at forberede sig og investere i ansvarlige AI-løsninger, som kan styrke produktivitet og innovation i Europa.
Fra DI Digitals side har det hele vejen igennem været et klart budskab, at så omfattende regler ikke skal træde i kraft, før virksomhederne med sikkerhed ved, hvad der konkret forventes af dem, hvis de skal kunne efterleve kravene i praksis.
Nødvendigt at styrke vores digitale konkurrenceevne
Udover udskydelsen af regler om højrisiko-AI er det også positivt at se, at EU's institutioner og medlemslande er gået i gang med at rydde op i de overlappende regler, der betyder, at virksomheder for eksempel skal igennem to parallelle regulatoriske forløb for det samme produkt, uden at sikkerheden af den grund bliver højere.
Et centralt skridt er, at AI i maskinprodukter fremover alene skal leve op til sektorlovgivningen om produktsikkerhed og ikke både AI-forordningen og sektorspecifikke regler sideløbende. Det har været et længe efterspurgt fokusområde fra erhvervslivet.
Når jeg så alligevel kun kalder aftalen for halvt bestået, så er det fordi virksomheder inden for blandt andet medicinsk udstyr og andre regulerede områder fortsat risikerer at blive mødt af parallelle krav og uklar ansvarsfordeling. Det havde vi selvsagt gerne set, at man også tog hånd om.
Opgøret medoverlappende krav og dobbeltregulering er helt afgørende, hvis ikke vi vil kvæle udbredelsen af sikker og ansvarlig AI i Europa – netop mens USA og Kina accelererer investeringer, skala og markedsadgang.
Vi er slet ikke færdige
Det er selvfølgeligt positivt, at AI-omnibussen adresserer nogle af de administrative byrder, juridiske uklarheder og overlappende regler, som virksomhederne har peget på som de største udfordringer i AI-forordningen. Men indsatsen er langt fra tilstrækkelig.
Vi er nødt til at være ærlige: Det her bør kun være første skridt, hvis EU for alvor skal rydde op i den digitale regulering og styrke europæisk konkurrencekraft.