29.01.26 DI Digital Nyheder

Digital suverænitet kræver mod til at vælge – og handle

I en ny verdensorden må Danmark og Europa finde sit nye teknologiske ståsted. Vi skal erkende, at status quo ikke er en mulighed. Derfor skal vi finde vejen til større digital suverænitet – og den går gennem en styrket konkurrenceevne.

I sidste uge leverede den canadiske premierminister Mark Carney en efterhånden berømt tale i Davos, der på mange måder udkrystalliserede den geopolitiske situation, som Canada – men i den grad også Europa og Danmark – befinder sig i. 

Vi skal være ærlige og erkende, hvad der sker i verden, lød budskabet fra Carney. Den gamle orden vender ikke tilbage. Vi skal ikke sørge over det, for nostalgien er ikke en strategi. I stedet skal vi tro på, at noget større, bedre, stærkere og mere retfærdigt kan bygges, sagde han. 

Jeg mener også, at tiden er kommet til at være ambitiøse – ikke mindst på det digitale og teknologiske område. For Danmark og Europa står ved en skillevej. Adgangen til kritiske digitale teknologier og infrastruktur er under pres. Evnen til at udvikle og anvende teknologi er rykket ind i kernen af stormagternes rivalisering. Og som Carney sagde i sin tale: Sidder man ikke ved bordet, er man på menuen. 

Vejen til digital suverænitet 

Spørgsmålet om, hvordan vi i Europa opnår større digital suverænitet – uden at det får for mange utilsigtede konsekvenser for borgere, virksomheder og samfundet – rykker hele tiden tættere på. 

På den ene side er vi i Danmark som lille, åben økonomi dybt afhængige af det globale samarbejde. Vores virksomheder har opnået kæmpe produktivitetsgevinster ved at kunne anvende de til enhver tid bedste digitale løsninger på markedet. På den anden side har vores anvendelse af særligt amerikansk teknologi svækket vores innovationskraft og evne til selv at udvikle konkurrencedygtige løsninger – ikke mindst fordi der har været alt for få investeringer i europæisk tech. 

Der er ingen nemme løsninger. Selvom vi i Danmark står på et solidt fundament, kan vi ikke løse vores teknologiske afhængigheder alene, når årtiers tabt terræn på det digitale område skal indhentes for hele vores kontinent. Arbejdet, vi står over for, er enormt, og det vil tage tid at opbygge stærkere digitale kapaciteter. Men netop derfor er det afgørende, at vi tager fat nu og tør rette blikket mod de langsigtede løsninger. 

Vi bliver simpelthen nødt til at få flere europæiske valgmuligheder på områder af stor strategisk betydning for morgendagens samfund, samtidig med at vi – med en mere strategisk tilgang – bevarer vores åbenhed og nyder godt af den innovationskraft og de løsninger, der kommer fra resten af verden.

Vejen frem kræver, at vi styrker den digitale konkurrenceevne gennem bedre rammevilkår for virksomhederne og massive, målrettede investeringer i nøgleområder, hvor teknologiske afhængigheder udgør både en særlig risiko og en strategisk mulighed for Europa. 

Lad os undgå symptombehandling 

I den offentlige debat ses ofte en tendens til, at diskussionen bliver reduceret til en sort/hvid-diskussion: Er man for eller imod amerikanske cloudleverandører? 

Men frem for at symptombehandle skal vi i stedet sætte en tydelig retning og definere den forståelse af digital suverænitet, vi som samfund skal tilslutte os. Det vil kræve til- og fravalg af, hvilke teknologier vi ønsker at styrke Danmarks og Europas position inden for, og hvilke greb vi er villige til at tage i brug for at komme i mål. 

De konkrete løsninger bliver nødt til at være mange: Fra en aktiv industripolitik, der sikrer massive investeringer i kritiske teknologiområder, til styrkelse af det indre marked og færre barrierer for vækst. Det vil også kræve en reel kapitalmarkedsunion, mobilisering af både offentlig og privat kapital, sikring af lige konkurrencevilkår samt harmonisering og forenkling af regler på det digitale område. 

I DI Digital ser vi frem til at tage debatten og være i dialog med regeringen og Folketinget – som vi gjorde i denne uge på et møde med Udvalget for Digitalisering og IT – såvel som med de europæiske lande og institutioner. 

Erhvervslivet står klar til at bidrage. Sammen kan vi skabe et digitalt Danmark og Europa, der kan stå stærkere i en ny verdensorden. Hvor vi ikke blot forbruger teknologi, men former den – til gavn for borgere, virksomheder og samfundet som helhed. 

Relateret indhold