Glem ikke den digitale branche, når skolens AI-strategi skal skrives
Regeringen er i gang med en national strategi for kunstig intelligens i hele uddannelsessektoren. Der er mange reelle bekymringer ved AI i skolen, men skal vi finde løsninger, der virker i praksis, bliver politikerene nødt til at inddrage de leverandører, der kender teknologien og ved, hvordan den skal bruges rigtigt i undervisningen.
Historien har budt på en række teknologiske spring, som fuldstændig har forandret de samfund, de blev en del af. På den lange bane har de løftet både levevilkår og livskvalitet. Men i selve overgangen har de skabt problemer, som samfundet har måttet finde ud af at håndtere undervejs.
Det var ingen fornøjelse at blive placeret foran en af den industrielle revolutions første bomuldsmaskiner i 1780'ernes Manchester. Arbejdsvilkårene var horrible, og risikoen for at blive invalideret var reel. Alligevel lagde maskinernes indtog grunden til de produktivitetsspring, som vores velstand og velfærd hviler på i dag.
Nu står vi midt i en kognitiv revolution. Kunstig intelligens kan løse en stor del af de udfordringer, vores samfund står med, og løfte produktiviteten markant. Men teknologien skaber også problemer, vi ikke har set før.
Til kamp mod AI-snyd i gymnasiet
Et af de nye problemer er, hvordan AI bliver brugt i skolen. Hvordan sikrer vi, at fremtidens generationer stadig lærer det, de skal, og bevarer den kritiske sans, i stedet for at overlade skolearbejdet til en chatbot?
Det var netop den bekymring, der lå bag undervisningsministerens strakspakke mod AI-snyd i gymnasiet i sidste uge. Eleverne skal fremover forsvare hjemmeskrevne eksamensopgaver mundtligt, de skal overvåges under eksamen, og gymnasierne opfordres til i højere grad at lade opgaverne blive skrevet på skolen under kontrollerede forhold.
Det er restriktive tiltag, og de bliver efter alt at dømme fulgt op af flere, når regeringen skal have en samlet national strategi for hele skole- og uddannelsessektoren på plads.
På det årlige Sorø-møde i weekenden slog undervisningsminister Magnus Heunicke (S) fast, at mødet skulle bruges til at samle viden til netop den strategi, og at vi er nødt til at handle hurtigere, end vi plejer.
Vi har ikke længere den luksus at kunne bruge år på afprøvninger og lange processer. Det tillader teknologiens tempo simpelthen ikke, lød det fra ministeren.
De rigtige intentioner, men en stemme mangler
Jeg er grundlæggende enig i den opmærksomhed og den bekymring, der kommer fra uddannelsesverdenen. Vi skal for alt i verden sikre, at eleverne får de basale færdigheder og den kritiske refleksion med sig, at lærerne bliver efteruddannet og hjulpet godt i gang med værktøjerne. AI skal indgå i undervisningen på en måde, der skaber værdi frem for at forstørre de problemer, mange børn og unge i forvejen slås med.
Jeg skal derfor på ingen måde skyde politikerne i skoene, at de har sat sig i teknologifornægtelsens lejr. Det har de ikke. Men når jeg ser på, hvem der sad med om bordet i Sorø, og hvem der bliver hørt i debatten, så mangler der nogen. Nemlig dem, der kender både teknologiens muligheder og dens begrænsninger, og som ved, hvordan den didaktisk og pædagogisk kan bruges bedst muligt – den digitale branche generelt og ed-tech-leverandørerne i særdeleshed.
Lærerne bestemmer selvfølgelig, hvad der sker i klasselokalet. Skolelederne sætter rammerne på den enkelte skole. Og politikerne lægger de overordnede linjer i uddannelsessektoren. Men en strategi, der skal holde til mødet med virkeligheden ude på skolerne, bliver væsentligt bedre, hvis den bygger på viden om, hvad teknologien kan bidrage med, og ikke kun, hvordan den begrænses.
Husk branchen ved forhandlingsbordet
Så min opfordring til politikerne, når de om kort tid sætter sig ned og forhandler den AI-strategi, som regeringen har lovet i regeringsgrundlaget, er ganske enkel: Inddrag de leverandører, der kender teknologien og løsningerne, og som hver eneste dag arbejder med at gøre dem ansvarlige at bruge.
Vi vil i DI Digital også selv gøre vores del. I de kommende uger giver vi ordet til teknologileverandørerne, så de kan fortælle, hvordan de mener, AI bør bruges i uddannelsessektoren. Fordi vi skal bruge teknologien til at sikre, at vores børn lærer så meget, de overhovedet kan.
Overgangene har historisk været det svære. Lad os denne gang bruge alt det, vi ved, så vi kommer bedst muligt gennem den, vi er midt i.