11.03.26 DI Digital Nyheder

Teknologi former Danmarks fremtid. Derfor har vi ikke et valg

Valgkampen er i fuld gang, og midt i de klassiske valgtemaer om skoler, sundhed, klima og skatter risikerer vi, at en afgørende debat drukner: Danmarks digitale fremtid.

Det er egentlig mærkeligt, for digitale teknologier er ikke længere en teknisk parentes til politik. De får helt konkret indflydelse på vores fremtidige velfærd, økonomi og handlefrihed som land.

I en usikker verden har vi derfor ikke andet valg end at ruste Danmark til fremtiden. Vi skal investere i kritiske teknologier, styrke rammerne for innovation og bygge en digital infrastruktur i verdensklasse. 

For hvis vi ikke bliver verdens bedste til ikke bare at anvende teknologi, men også til at udvikle den, risikerer vi at miste fodfæste – både på vores konkurrenceevnen og vores tryghed og sikkerhed.

Formueskat vil kvæle innovationen

Af samme grund er det dybt bekymrende, at formueskatten har fyldt så meget i valgkampen. En genindførelse vil gå stik imod ambitionerne om styrket konkurrenceevne.

For mange iværksættere er det netop deres formue, der bliver geninvesteret i nye virksomheder, ny teknologi og nye arbejdspladser. Straffer vi denne kapital, risikerer vi ikke blot at miste investeringer – men også de erfarne entreprenører, der driver udviklingen af morgendagens virksomheder og teknologier.

Dertil kommer, at en formueskat vil gøre det sværere at holde danske virksomheder på danske hænder. Den rammer nemlig kun danske ejere – og bliver dermed reelt en rabat til udenlandske virksomheder og fonde, der ønsker at opkøbe i Danmark.

Danmark skal forblive et digitalt foregangsland

Vil vi sikre velstand og arbejdspladser i fremtiden, skal vi ikke udskrive nye skatter. Vi skal turde satse mere offensivt.

Derfor peger DI Digital på fem konkrete anbefalinger til politikerne og en ny regering – forslag, der både i den private og offentlige sektor kan styrke Danmarks position som digitalt foregangsland:

  • Vi skal gennemføre en AI-reform, der accelererer anvendelsen af kunstig intelligens i hele samfundet.
  • Vi skal etablere en dansk AI-gigafabrik, så iværksættere, virksomheder og forskere får adgang til regnekraft i verdensklasse.
  • Vi skal investere strategisk i forskning og fremtidens teknologier, som AI, kvanteteknologi, cybersikkerhed og rumteknologi.
  • Vi skal nedbringe den offentlige administration ved at udnytte nye teknologier langt bedre end i dag.
  • Vi skal som borgere og virksomheder have ret til hurtig digital sagsbehandling.

Du kan læse mere om forslagene på DI Digitals valgside – hvor du kan også tilmelde dig vores valgdebatter i København den 17/3 og i Aarhus den 20/3.

Jeg håber, du vil være med i debatten om, hvordan vi bliver ved med at udvikle vores samfund, skaber konkurrencedygtige virksomheder og står teknologisk stærkt i verden.

Rigtig god valgkamp!

Relateret indhold