17.05.18 DI Digital Blog

Uden bredt samarbejde taber vi cyberkrigen

Læs ugens kommentar fra chefkonsulent, Morten Rosted Vang.

Mandag bød på Center for Cybersikkerheds vurdering af cybertruslen mod Danmark 2018, hvor det dystre budskab er, at cybertruslen mod Danmark befinder sig i den højeste kategori. Altså intet godt nyt fra den front – det står slemt til.

Tirsdag kom den længe efterspurgte nationale cyber- og informationssikkerhedsstrategi med 25 initiativer, der skal styrke vores evne til at forsvare samfundet mod cyberangreb. Strategien samler op på cyberinitiativerne fra Forsvarsforliget og på it-sikkerhedsinitiativerne fra Strategi for Danmarks digitale vækst.
 
Strategien har mange gode initiativer herunder fokus på digital dømmekraft, digitale kompetencer samt ny sikkerhedsteknologi i forskningen. Det er også en god ide, at regeringen jævnligt vil tage temperaturen på it-sikkerheden herhjemme.

Når 100 mio. er småpenge, og når ”national” mest betyder staten
En national strategi med 25 initiativer lyder jo godt og rigtigt, men er der handling bag ordene? Ud af de 1,5 mia. kr. i strategien kommer de 1,4 mia. kr. fra Forsvarsforliget med forventeligt forsvarspolitiske bindinger. Det betyder, at der alene er afsat 100 mio. kr. til strategiens øvrige områder – over fire år. Til et så vigtigt et område er det småpenge. Til sammenligning kostede et enkelt cyberangreb Mærsk 1,9 mia. kr.

Derudover står det ikke klart, hvor Danmark skal være efter strategiens udløb, når vi taler cybersikkerhed.

Selv om der er tale om en national strategi, er det desværre ikke en strategi for hele samfundet. Kommunerne er f.eks. ikke omfattet, og vi ser gerne et stærkere virksomhedsfokus – særligt på de virksomheder, som ikke er omfattet af de seks særligt sårbare sektorer, som strategien fokuserer specifikt på.

Det fokus skal bredes ud, og det vil vi løfte gennem det kommende erhvervspartnerskab for øget it-sikkerhed. Uden et bredt samarbejde om cybersikkerhed, er vi dømt til at tabe cyberkrigen.

Med venlig hilsen

Morten Rosted Vang
Chefkonsulent

Morten Rosted Vang

Chefkonsulent

  • Direkte +45 3377 4707
  • Mobil +45 2291 5081
  • E-mail morv@di.dk
Relateret