Vi opdaterer vores systemer i løbet af weekenden. Du kan derfor opleve af nogle funktioner ikke virker.

23.08.18 DI Digital Blog

Vi sætter dobbelt fart på digitaliseringen

Læs ugens kommentar fra vores nye digitaliseringspolitiske chef Christian Hannibal

Det er næppe nogen hemmelighed for læserne af dette nyhedsbrev, at digitalisering fylder meget i samfundet i disse år. Det gør det også i DI, og da vi i marts ansatte Lars Frelle-Petersen som ny digital direktør, var det et tegn på, hvor vigtig digitaliseringen er for hele dansk erhvervsliv. Ja for hele samfundet.

I denne uge har DI så udpeget mig som ny digitaliseringspolitisk chef i DI og daglig leder af DI Digital. Det gør vi for yderligere at styrke vores fokus på digitaliseringen. Lars Frelle-Petersen har som direktør fortsat det øverste ansvar i DI for sammen med medlemsvirksomhederne og den øvrige direktion at udvikle DI’s digitale ambitioner. Lars Frelle-Petersen har også det overordnede ansvar for DI Digital, ligesom han står i spidsen for samarbejde med medlemmerne.   

Min rolle bliver især at hjælpe DI’s små 11.000 medlemsvirksomheder med at drage det fulde udbytte af den digitale omstilling og at bidrage til udviklingen af den hjemlige politik på området. Det er en opgave, jeg glæder mig enormt meget til.    

Vi skal ikke være et teknologi-heppekor. Derimod skal vi være den balancerede stemme, der kan give gennemtænkte svar Christian Hannibal, Digitaliseringspolitisk chef

En af de afgørende opgaver bliver, at finde den rette balance mellem at være entusiastisk omkring det enorme potentiale, som teknologien rummer for vores samfund samtidig med, at vi tager de bekymringer og udfordringer alvorligt, der også følger med teknologien. Vi skal ikke være et teknologi-heppekor. Derimod skal vi være den balancerede stemme, der kan give gennemtænkte svar, uanset om udfordringerne handler om robotter, digitale kompetencer, sociale medier, kunstig intelligens, cybersikkerhed, digital læring eller noget helt andet.

Samtidig skal vi fortælle de mange gode historier, hvor teknologien giver værdi for virksomheder og samfund.

Hiv endelig fat i mig, hvis du har gode historier, forslag eller kommentarer.

Jeg glæder mig til samarbejdet.

Christian Hannibal

Digitaliseringspolitisk chef

  • Direkte +45 3377 3349
  • Mobil +45 2064 4872
  • E-mail chhn@di.dk
Relateret