Udbygning af vedvarende energi giver europæisk og dansk konkurrencefordel

Et kerneforudsætning for fortsat europæisk konkurrencekraft er adgangen til billig energi. I dag leverer vedvarende energi (VE) ofte den billigste energi, men udbygningen af dem halter efter. Hvis ikke Europa fortsætter udbygningen af VE efter 2030, vil det øge omkostningerne til elektricitet med 21 pct. i 2030 og 44 pct. i 2040.

Med et markedsbaseret elmarked med de rette rammebetingelser kan danske virksomheder og husholdninger i stedet spare knap 10 mia. kr. i 2040.

Konkurrenceevnen afhænger af udbygningen af VE

Elpriser er en afgørende faktor for europæisk konkurrencekraft, idet energiomkostninger udgør en væsentlig del af driftsudgifterne for mange virksomheder. Uden en effektiv udbygning af vedvarende energi risikerer Europa at opleve stigende elpriser, som kan føre til højere produktionsomkostninger.

Dette vil gøre europæiske produkter mindre konkurrencedygtige på verdensmarkedet, da højere energiudgifter stiller europæiske virksomheder dårligere i forhold til globale aktører, der opererer under lavere energipriser. Stabile og overkommelige elpriser, opnået gennem en ambitiøs investering i vedvarende energi som vind, sol og vandkraft, er afgørende for investeringslysten i energikrævende sektorer såsom fremstilling og datacentre.

I dag er der relativ stor risiko for, at udbygningen af VE bliver forhindret af langsommelige godkendelsesprocesser og besværlig regulering, som risikerer at sætte den på pause.

Konsekvenserne for den europæiske konkurrencekraft ved en langsom udbygning af vedvarende energi kan beskrives ved den merpris, som elforbrugere må betale for strømmen. Ved hjælp af Balmorel-modellen kan vi beregne elprisen afhængigt af udbygningen af VE under følgende tre scenarier:

Effekterne for elprisen ved de tre scenarier er illustreret nedenfor;

Hvis Europa kan sikre en effektiv udbygning af vedvarende energi, vil det kunne fastholde konkurrencedygtige elpriser, tiltrække og bevare investeringer og arbejdspladser, stimulere økonomisk vækst og styrke positionen på det globale marked. En ambitiøs energipolitik, der understøtter udvikling og anvendelse af vedvarende energi, er derfor essentiel for at sikre europæ-isk konkurrencekraft.

I dag er kapaciteten af vedvarende energi i Europa på 604 GW. Hvis den markedsbaserede VE-udbygning får de rette rammebetingelser, vil produktionskapaciteten af VE forventeligt stige til 1.012 GW i 2030 og 1.492 GW i 2040. Over de næste 15 år, vil VE-kapaciteten derfor udvides med knap 150 pct. Det scenarie vil medføre en dansk elpris i 2040, som er ca. 38 pct. lavere end i 2025.

Det er afgørende at huske på, at det er i et scenarie, hvor ugunstige rammevilkår, besværlig regulering og langsommelige godkendelsesprocesser ikke står i vejen for en effektiv markedsudbygning. Hvis udbygningsstoppet efter 2030 materialiserer sig, så vil elprisen i Danmark kun falde med 10 pt. frem mod 2040. At der er en lavere elpris på trods af udbygningsstoppet skal ses i lyset af, at der i perioden frem til 2030 sker en lille udbygning af VE.

Konsekvenserne af en langsom udbygning kan være store

Konsekvenserne af en langsom udbygning af vedvarende energi er ikke lette at kvantificere, da energimarkeder er komplekse systemer. For at illustrere disse konsekvenser anvendes energimodellen Balmorel, som tager højde for integrationen af de europæiske elmarkeder. Modellen beregner blandt andet en elpris, der afhænger af udbygningen af elproduktionen. De tre ovenfor beskrevne scenarier er beregnet på Balmorel.

Sammenlignes scenarie 2, hvor udbygningen sker uhindret på velfungerende markedsvilkår, med scenarie 3, hvor der er et udbygningsstop, vil der i 2030 være 17 pct. mindre elproduktion fra VE. Da der er samme efterspørgsel
på energi i begge scenarier, antages behovet opfyldt af naturgas,
som både er dyrere for energiforbrugerne og dårligere for klimaet. En manglende
udbygning af vedvarende energi vil med andre ord føre til højere elpriser
og negative klimaeffekter, hvilket vil svække Europas konkurrencekraft
og hæmme den grønne omstilling. Øget naturgasforbrug vil samtidig øge vores
afhængighed af andre lande, og dermed udfordre forsyningssikkerheden.

Konsekvenserne af en langsommere udbygning af vedvarende energi for
CO2-udledningerne er betydelige og bekymrende. Hvis udbygningen af vedvarende
energi næsten stopper fra 2030, vil dette føre til en markant stigning
i CO2-udledningerne fra energisektoren. Energimodellen Balmorel viser,
at under et scenario med langsom udbygning af vedvarende energi og
lavere efterspørgsel på grøn brint, vil CO2-udledningerne fra energi i 2030
være 50 pct. højere sammenlignet med et scenarie, hvor udbygningen fortsætter.
I 2040 vil udledningerne være over dobbelt så store, svarende til en
forøgelse af den årlige CO2-udledning på 363 mio. ton CO2 på tværs af EU.

Dette skyldes, at det manglende bidrag fra vedvarende energi som vind, sol
og vandkraft vil blive erstattet af naturgas, som både er dyrere og har større
CO2-udledninger. Den øgede afhængighed på naturgas vil forværre klimaeffekterne
og gøre det sværere for Europa at opfylde sine klimamål under
Paris-aftalen.

Højere kvotepris rammer hårdt uden udbygning

Ovenstående beregninger er baseret på en forudsætning om, at CO2-kvoteprisen ligger på samme niveau som gennemsnittet af de sidste 2 år, dvs. lidt under 500 kr. Dette betyder, at når kvoteomfattede virksomheder udleder 1 ton CO2 fra afbrænding af naturgas, skal de købe en kvote til en pris på 500 kr. Det betyder, at i scenariet med udbygningsstop, hvor der bruges meget naturgas, skal der købes flere CO2-kvoter, hvilket øger omkostningerne for elforbrugerne.

Dog er det slet ikke sikkert, at CO2-kvoteprisen kun holder sig på 500 kr. Derfor er ovenstående energipriser formentligt undervurderet. Blandt andet to mekanismer kan forventes at øge CO2-kvoteprisen over de 500 kr. For det første vil efterspørgslen og dermed prisen på CO2-kvoter stige, når der skal bruges mere naturgas. For det andet vil øgede europæiske klimaambitioner forøge prisen på CO2-kvoter, da udbuddet af kvoter kan blive reduceret fx gennem mere udbredt annullering.

Hvis CO2-kvoteprisen i stedet forudsættes at stige gradvist til 675 kr. i 2030, 825 kr. i 2040 og ca. 1.000 kr. i 2050, vil det medføre en stigning i elprisen på ca. 3 pct. i 2030 og 5 pct. 2040 ift. scenariet, hvor kvoteprisen er fast på 500 kr., og udbygningen af vedvarende energi fortsætter på velfungerende markedsvilkår. I scenariet med udbygningsstop af VE i 2030 vil elpriserne imidlertid stige med hhv. knap 7 pct. og 15 pct. i 2030 og 2040 som konsekvens af en stigende kvotepris i modellen. Denne betydelige forskel skyldes, at den langsomme udbygning af vedvarende energi fører til en øget anven-delse af naturgas, som kræver CO2-kvoter for at blive anvendt. Derfor vil det blive markant dyrere at bruge energi. Det er dermed klart, at en utilstrækkelig udbygning af vedvarende energi ikke blot resulterer i højere CO2-udledninger, men også betydelige økonomiske omkostninger for virksomhederne og energiforbrugerne i form af højere elpriser.

Vi kan risikere at ende i scenariet med lav udbygning

I scenariet med udbygning er det lagt til grund, at der ikke er væsentlige begrænsninger på udbygningen af vedvarende energi (VE). Det vil sige, at markedet på sigtselv får lov til at opsætte vindmøller og solceller i det omfang, det er økonomisk rentabelt. Denne situation er vi dog langt fra i dag. Regulatoriske og politiske barrierer er i øjeblikket en væsentlig årsag til, at der ikke bliver opstillet tilstrækkeligt med VE. Disse barrierer inkluderer utilstrækkelige incitamenter, langsomme godkendelsesprocesser og besværlige reguleringer.

• Utilstrækkelige incitamenter: Der mangler ofte tilstrækkelige økonomiske incitamenter for investorer til at engagere sig i vedvarende energiprojekter fx brug af en 2-sidig contract for difference (CFD) til havvind, som EU blandt andet anbefaler som del af elmarkedsreformen.
  
  
• Langsomme godkendelsesprocesser: Bureaukratiske hindringer og lange godkendelsestider kan forsinke eller afskrække potentielle investeringer fx uhensigtmæssig overimplementering af EU’s miljøvurderingsregler.
  
  
• Besværlige reguleringer: Komplekse og strenge reguleringer kan øge omkostningerne og tidsforbruget for implementeringen af vedvarende energiprojekter fx manglende indførelse af EU’s fremskyndelsestiltag i Danmark.

Politisk fremadskuende energipolitik er afgørende for at skabe et investeringsvenligt miljø for vedvarende energi. Hvis ovenstående barrierer ikke fjernes, er det mere sandsynligt, at vi ender i et scenarie, hvor udbygningen ikke realiseres. Dette vil føre til stigende energipriser og dermed tab af konkurrenceevne. Hvis Europa kan overvinde disse regulatoriske og politiske barrierer, vil det kunne fastholde konkurrencedygtige elpriser, tiltrække og bevare investeringer og arbejdspladser, stimulere økonomisk vækst og styrke sin position på det globale marked. En ambitiøs energipolitik og implementering, der understøtter udvikling og anvendelse af vedvarende energi, er derfor essentiel for at sikre europæisk konkurrencekraft og virksomhedernes konkurrenceevne.