Power-to-X
Power-to-X (PtX) regnes af mange for at være en vigtig komponent i at opnå Danmarks grønne mål, og vi arbejder i DI Energi aktivt med dagsordenen. Bliv klogere på DI Energis arbejde med PtX her.
Mens elektrificering af samfundet allerede i dag gør en mærkbar forskel inden for mange sektorer, er der områder, hvor det ikke er tilstrækkeligt eller praktisk muligt at elektrificere direkte. Det gælder særligt for tung transport, industrielle processer med høje temperaturkrav og produktionen af eksempelvis brændstoffer og kemiske produkter. Her bliver Power-to-X en afgørende teknologi for Danmarks og verdens grønne omstilling.
Danmark har nogle helt unikke forudsætninger for at kunne spille en ledende rolle inden for Power-to-X. Vi har allerede en stærk position inden for vindenergi og grøn strøm samt et innovativt erhvervsliv og et veludviklet energisystem, der giver os både erfaring, viden og ressourcer til at udvikle og skalere PtX-teknologier. Der er et stort eksportpotentiale i form af et tysk aftagermarked, hvormed Danmark kan bidrage til såvel nationale som globale klimamål.
Hos DI Energi arbejder vi aktivt for at fremme udviklingen og udbredelsen af Power-to-X – i tæt samarbejde med både vores medlemsvirksomheder og relevante myndigheder. Vi arbejder målrettet for at sikre de bedste rammevilkår, så Danmark kan udnytte sit potentiale som en førende PtX-nation.