09.07.19 DI Energi Nyheder

Spændende mulighed i Tyskland for grønne teknologiske løsninger

Access Cities i München – som DI er en del af – har identificeret nogle interessante Open Innovation Calls på det grønne område.

Temaerne, som vores medlemmer kan byde ind på i samarbejde med bl.a. InnoEnergy, er bl.a. Renewable Energy, Energy Efficiency og Cleantech samt E-mobility.

For danske virksomheder er der mulighed for at deltage ved den årlige StartGreen Award i Tyskland i forskellige kategorier, hvor fællesnævneren er bæredygtig udvikling og  grønne løsningsmodeller. Det vindende koncept vil – udover en pengepræmie på 60.000 Euro – også blive promoveret over for beslutningstagere og interessenter fra tysk politisk side samt stærke, kommercielle interessenter og potentielle samarbejdspartnere og købere.

Hvis man er interesseret i Tyskland som et potentielt marked for sine innovative produkter og koncepter inden for grøn omstilling, så er dette en oplagt mulighed for at komme afsted. Man bliver en del af et netværk, som kan være værdifuldt og, som kan skabe det rette grundlag for fodfæste i et ellers svært marked Robert P. Perz, DI's Project Director i München

Næste skridt:

Ansøgningsfrist er den 31.07.2019.

Finalister udvælges i et public voting i oktober måned og selve finalen afholdes 20.11.2019. Det forventes, at virksomheden er repræsenteret ved de forskellige arrangementer for at skabe kontakter, partnerskaber og for at promovere sig.

Deltagelse er gratis og virksomheden skal være etableret efter 31.07.2009.

På StartGreen’s hjemmeside www.start-green.net kan man finde yderligere oplysninger om konkurrencen. De forskellige temakategorier vil blive annonceret på Access Cities hjemmeside www.accesscities.org, og man er velkommen til at kontakte DI’s medarbejder i München for yderligere information omkring projektet i Tyskland.

Access Cities støtter virksomhederne i selve forberedelsesfasen og tilbyder sammen med sine partnere håndholdte eksportforløb og rådgivning, bl.a. til at komme tættere på de tyske interessenter og købere af innovative løsninger.

Om Access Cities

Med projektet Access Cities vil partnerskabet fokusere på at sætte danske kompetencer i spil i de udvalgte storbyer og udnytte de danske styrkepositioner indenfor grønne, teknologiske løsninger.
Målgruppen består af danske SMVer med produkter, teknologier og løsninger relateret til bæredygtig byudvikling. I projektet identificeres minimum 100 SMVer, hvoraf 35-40 udvælges til at deltage i ”challenges” i løbet af projektperioden, hvor der findes konkrete løsninger på udfordringer med vand, affald, energi, lys, klimatilpasning mv.

Projektet finansieres af Industriens Fond og udføres af State of Green i samarbejde med Danish Green Hub, Dansk Industri, Quercus Group, Eksportrådet, Cliemate-KIC samt Københavns og Aarhus Kommune. Derudover er der en række internationale partnere, som omfatter Nanyang Technological University i Singapore, det danske innovationscenter og Technische Universität i München samt Urban Future Lab i New York.

Robert P. Perz

Project Director

  • Direkte +45 3377 3380
  • Mobil +45 4252 9000
  • E-mail ropp@di.dk
Relateret