25.11.20 DI Energi Nyheder

Tag med til Indien i dag – virtuelt

Indiens største konference om vedvarende energi finder sted netop nu. Du kan deltage.

Global RE-Invest India

Global RE-Invest er Indiens største mødested for investorer, industri og regering inden for vedvarende energi. Det finder sted – i år virtuelt – i dagene 26. til 28. november. Det arrangeres af Indiens Ministry of New and Renewable Energy (MNRE) i samarbejde med DI’s indiske søsterorganisation CII.

Danmark er partnerland

I lyset af Danmarks stærke kompetencer inden for vedvarende energi og stærke engagement i Indien – både kommercielt og via et regeringssamarbejde om grøn energi – er Danmark udpeget som partnerland. Det betyder at Klima-, energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen taler ved åbningen torsdag kl. 13.00 dansk tid sammen med Indiens premierminister Narendra Modi. Desuden vil en dansk stand i den virtuelle udstilling fortælle om de danske energikompetencer, som bringes i spil i Indien.

Session med Danmark i fokus

Fredag klokken 10.30-12.00 dansk tid gennemføres desuden en konferencesession med Danmark i fokus, hvor et imponerende line-up af politiske og kommercielle aktører på indisk og dansk side redegør for det stærke samarbejde inden for energi med særlig vægt på vindenergiens muligheder. Titlen på landeseminaret er “India’s Renewable Transition with Strong Engagement from Denmark”.

Fakta om Indien

Indien er det land i verden med den største absolutte vækst i energiforbruget. Målet er, at 40 pct. af energien skal være vedvarende i 2030. Regeringens mål er 175 GW vedvarende energi i 2022 og hele 450 GW i 2050. Et betydeligt antal danske virksomheder er til stede i Indien med salg, service, fremstilling, investering og drift af anlæg i energisektoren.

DI understøtter medlemmernes adgang og indsats i Indien på energiområdet – gennem eksportfremstød, videndeling og fra sit kontor i Mumbai.

 

Se mere og tilmeld dig – gratis:

Se mere om Global RE-Invest og tilmeld dig her: https://re-invest.in/

Se programmet for den danske landesession her.

Relateret indhold