Formand Claus Madsen fra ABB Power Grids

11.05.20 DI Energi Nyheder

DI Energi har afholdt generalforsamling

DI’s Energis Årsdag skulle have fundet sted torsdag den 30. april 2020. På grund af Corona-krisen blev den aflyst. Generalforsamlingen blev afholdt skriftligt.

I sin skriftlige beretningen glæder formand Claus Madsen fra ABB Power Grids sig over, at 2019 var et fremgangsrigt år for energibranchen i Danmark. Gennem året voksede branchens beskæftigelse i Danmark med 5,6 pct. til knap 54.000 personer, branchens omsætning i Danmark steg med knap 14,9 pct. til 471 mia. kroner, og branchens vareeksport voksede med 15,4 pct. til 100 mia. kroner. Han noterer samtidig, at branchen trods den gode udvikling står i en kompleks og udfordrende situation – ikke mindst på grund af den aktuelle Corona-krise, men også i lyset af, at flere aktører skaber øget konkurrence på de internationale markeder.

Formandens beretning tager udgangspunkt i DI’s strategi ”Energien i samarbejde” og dens tre mærkesager: klimalederskab, test og demonstration i verdensklasse og grøn eksport i vækst.

Klimalederskab
Formanden beretter om DI Energis stærke engagement i klimapolitikken som en betydelig løftestang for energibranchens udvikling. DI Energi har gennem året involveret sig i regeringens klimapartnerskaber og i den forbindelse blandt andet påpeget potentialet i øget sektorkobling og samarbejde.

Test og demonstration i verdensklasse
DI Energi forfølger en ambitiøs strategi og er med-initiativtager til etablering af et nationalt center for energilagring og det grønne iværksættermiljø Green Tech Lab og ser med forventning frem til arbejdet i Energy Cluster Denmark - den nye nationale ”superklynge” for energi.

Grøn eksport i vækst
DI Energi medvirkede i 2019 til store eksportrettede begivenheder som C40 Cities & Business Forum i København, store fremstød for den danske energibranchen til bl.a. Korea og Frankrig og FN-relaterede klimamøder i New York og COP25 i Madrid. DI Energi bakker stærkt op om eksportstrategien for energiområdet, herunder finansiering, branding af Danmarks grønne erhvervskompetencer gennem State of Green og myndighedssamarbejde om energi og klima med partnerlande verden over.

Se hele formandens skriftlige beretning her.

Valg til bestyrelsen
Ved generalforsamlingen fandt også valg sted til bestyrelsen. Bestyrelsens sammensætning kan ses her.

DI Energi glæder sig til at se dig
DI Energi glæder sig til de mange aktiviteter for og med sine medlemmer i året foran os. Blandt de større begivenheder i støbeskeen er Green Energy Export Day i sensommeren, Energipolitisk Konference den 7. oktober og Årsdag 2021 den 26. april 2021. Hertil kommer aktiviteter i hver af de stående medlemsnetværk; Energinetværket (regulering), Innovationsnetværket (forskning, udvikling og demonstration) samt Markedsnetværket (eksport og internationalisering).

Hans Peter Slente

Chefkonsulent

  • Direkte +45 3377 3722
  • Mobil +45 2949 4594
  • E-mail hps@di.dk

Relateret