15.07.21 DI Energi Nyheder

Energiøerne kan og skal være realiseret inden 2030

DI Energi har sammen med en række af de største og vigtigste spillere indenfor havvind kigget på Energistyrelsens tidsplan med en færdiggørelse af Energiøen i Nordsøen i 2033 og Bornholm mest sandsynligt efter 2030.

Foto: Colourbox

Konklusionen er klar. Tidsplanen kan og skal strammes op. Vi skal ind på et hurtigt udviklingsspor, der sikrer at havvindmøllerne snurrer og leverer energi via energiøerne også i Nordsøen før 2030.

Det kan opnås ved at køre flere parallelle forløb i projekterne, samle udbud af ejerandel og opførelse af energiø i et udbud og ved at give Energinet bedre muligheder for at komme hurtigt i gang med ilandføringen af energien og deres anlæg på land.

De enkelte elementer, der indgår i energiøerne skal så vidt muligt køre parallelt og ikke igangsættes serielt. Vinder af udbuddene på havvindmøllerne skal idriftsætte møllerne samtidig med, at energiøen står færdig med transformere og energiopkobling til land.  

Klima-, energi- og forsyningsministeren bør kunne godkende Energinets del af projekterne hurtigt og smidigt. Med de regler, der eksisterer i dag, skal Energinet på forhånd dokumentere, at energiøerne vil give et samfundsøkonomisk overskud. Men usikkerheden på energi- og CO2-priser vanskeliggør de samfundsøkonomiske beregninger og kan nemt komme til at trække godkendelsesprocessen i langdrag. Politikerne bør derfor tage konsekvensen og sikre, at Energinet går i gang - også uden sikker samfundsøkonomisk dokumentation.

Det er vigtigt, at energiproduktionen fra energiøerne kan afsættes, og derfor er der i den politiske aftale indbygget et krav om, at der skal være truffet aftaler om elforbindelser til udlandet i 2022. Vi anbefaler, at man har en plan B i skuffen, hvis det ikke lykkes.  Det kan være at øge elforbruget i industrien, til transport og til produktion af elektrofuels eller man kan sende strøm videre til vores nabolande af de eksisterende elforbindelser.

Det er afgørende, at hastigheden kommer op, ellers risikerer vi, at de danske virksomheder mister deres teknologisk forspring, og det er bydende nødvendigt at komme i gang hurtigere, hvis energiøerne skal levere CO2-reduktioner inden 2030.

Energiøerne bygges for miljøets skyld og derfor er det også vigtigt, at der indbygges bæredygtighedskrav i udbuddene. Miljøet skal tælle så tungt ind i udbuddene, at det faktisk kan påvirke tildelingen af opgaven.

Energiøerne er fantastiske og visionære projekter, men det er afgørende, at de kommer hurtigere i gang,  end der er lagt op til i den politiske aftale. Hvis der er politisk vilje og handlekraft, kan havmølleparkerne være koblet på energiøerne og levere strøm til Danmark og Europa allerede inden 2030.

Læs energiø-notatet

Download

Relateret indhold