Colourbox
13.01.22 DI Energi Nyheder

Ekstraregning på energi til dansk industri

Meromkostning i industrien på 5,3 mia. kr. til el og gas i 2021 i forhold til prisniveauet i 2019.

2021 var et specielt energiår med meget høje el- og gaspriser, priserne steg særlig kraftigt i anden halvdel af 2021. 2020 var atypisk den anden vej med temmelig lave energipriser.

Dansk Industri har nedenfor vurderet prisudviklingen fra det seneste prismæssigt normale år 2019 til 2021. Spotpriserne på gas er fra 2019 til 2021 steget med 249 pct. og elspotpriserne er fra 2019 til 2021 steget med 124 pct.

Industrien havde i 2019 samlet set et energiforbrug på 117 PJ, heraf udgjorde gas knap 25 PJ og el knap 37 PJ.

Energiforbruget opdelt på industriens underbrancher for 2019 er ganget sammen med stigningen i spotpriser på el og gas fra 2019 til 2021 for at danne et billede af den øgede omkostning til energi i industrien.

Figur 1: Øget el- og gasomkostninger

Diagrammet viser, at føde-, drikke og tobaksvareindustrien har oplevet den største stigning i udgiften til naturgas og el på i alt 1,7 mia. kr.

Plast-, glas- og betonindustriens omkostninger til naturgas og el er estimeret til en stigning på 0,95 mia. kr. fra 2019 til 2021.

Kemisk industri er den branche, der har oplevet den tredjestørste omkostningsstigning på i alt 0,6 mia. kr. for de to energiformer.

Samlet set for industrien er elomkostningen beregnet til en stigning på 3,6 mia. kr. og gassen til en stigning på 1,7 mia. kr.

Relateret indhold