Getty Images
15.03.22 DI Energi Nyheder

DI: Vi sætter strøm til ny grøn industri i Danmark

Et bredt flertal i Folketinget har indgået en aftale, som sætter gang i produktionen af fremtidens grønne brændstoffer. Det er en ambitiøs aftale for den grønne omstilling, der på samme tid skaber vækst, udvikling og eksport, mener DI.

Aftalen vil være med til at sætte strøm til en helt ny industri inden for Power-to-X (PtX.)  Den nye industri står på skuldrene af vores verdensførende vindindustri og et velintegreret energisystem med en robust rørinfrastruktur til Tyskland.

- Vi er i færd med at skabe en helt ny industri, der vil give både vækst og udvikling i alle dele af Danmark, og hvor de regionale erhvervsfyrtårne skal spille en meget aktiv rolle. Hvis vi er hurtige til at gribe mulighederne, kan vi dække 3 procent af det globale marked for fremtidens brændstoffer, siger Troels Ranis, branchedirektør i DI Energi.

Ved hjælp af elektrolyse er det muligt at omdanne strøm fra vedvarende energikilder til brint og videre til for eksempel grønne brændstoffer såsom ammoniak til skibe og e-fuel til fly. Partierne bag aftalen er enige om, at der skal være etableret mellem 4 og 6 GW elektrolysekapacitet i 2030.

- I Danmark har vi de bedste forudsætninger for at producere og eksportere fremtidens grønne brændstoffer, der skal bruges i omstillingen af flytrafikken og den tunge transport, siger Troels Ranis og fortsætter:

- Danske virksomheder har allerede meldt ud, at de tilsammen har projekter til langt over 6 gigawatt elektrolyse, og derfor havde jeg håbet, at der stod ”mindst 6 GW” PtX i 2030 i den politiske aftale, fordi det ville presse på for mere grøn strøm, men jeg synes faktisk, vi kommer rigtig godt fra start med aftalen.

Produktionen af brint og dermed fremtidens grønne brændstoffer kræver grøn strøm i enorme mængder. Derfor skal der sættes langt flere havvindmøller op på Nordsøen. Aftalen lægger op til, at der inden længe bliver lavet en plan for den vedvarende energi, hvor Danmark skal være nettoeksportør i 2030. Det er godt, mener DI.

- Hvis de grønne brændstoffer skal være konkurrencedygtige og klimavenlige, skal de produceres af billig vedvarende energi. Med aftalen er der udsigt til, at der bliver opført langt flere havvindmøller, og det er der virkelig behov for, hvis vi skal have nok, billig strøm til produktionen af de grønne brændstoffer, siger Troels Ranis.

Med aftalen har politikerne fundet 1,25 mia. kr. til at støtte den spirende danske brintproduktion. Og her er det afgørende, at alle pengene nu kommer ud at arbejde så hurtigt som muligt, mener DI.

Der er lagt op til gode samfundsøkonomiske principper for, hvor i landet produktionsanlæggene skal ligge, så de indgår effektivt i det kollektive el- og fjernvarmenettet.

- Det er klogt, at vi bruger muligheden til at koble forskellige sektorer tættere sammen, så brintproduktionens overskudsvarme kan blive brugt i fjernvarmen og indtænkt i elforsyningen, forklarer Troels Ranis.

Han roser også politikerne for at etablere en taskforce og et såkaldt PtX-sekretariat, som skal være med til at sikre en effektiv godkendelse af elektrolyseanlæg til fremstilling og opbevaring af brint.

- Industrien har længe efterlyst sparring med myndighederne inden for området, og derfor er det positivt, at der bliver lagt op til en løbende dialog omkring udfordringer og barrierer, siger Troels Ranis.

DI Energi dannede i slutningen af februar 2022 Dansk Brint Alliance sammen med erhvervsorganisationen Brintbranchen. Formålet er at fremme den danske produktion af  grønne brændsler og agere talerør for branchen med henblik på at sikre de bedste rammer for den nye industri.

 

Pernille Agerbo
Skrevet af:

Pernille Agerbo

Pernille Agerbo

Pernille Agerbo

Konsulent

  • Direkte +45 3377 3157
  • Mobil +45 5218 5948
  • E-mail peag@di.dk

Relateret indhold