13.04.22 DI Energi Nyheder

Power-to-X: Denmark-to-Germany

Dansk virksomhedsdelegation i Hamborg for at udvikle samarbejdet inden for PtX.

Den 4.-6. april besøgte en stærk dansk virksomhedsgruppe Hamborg for at høre det nyeste om byens og landets planer for udvikling af grøn brint og andre PtX-teknologier. Målet for de deltagende virksomheder var at høre om planerne i Hamborg som et stærkt center for industri og transport – og et fremtidigt europæisk knudepunkt for PtX.

Stor tysk interesse

Det lykkedes for virksomhederne at få de stærkeste lokale aktører og udviklere inden for PtX i tale, heriblandt Hamburger Energiewerke, E.ON Hansewerk, Gasnetz Hamburg, Gasunie og Arcelormittal, som alle var interesseret i at høre mere om de danske kompetencer og planer for samarbejde med tyske partnere.

Interessen for den danske delegation var stor, også på politisk side, hvor Hamborgs senator for erhverv, industri og energi Michael Westhagemann og Slesvig-Holsteins statssekretær for energiomstilling Tobias Goldschmidt var mødt frem for at høre om den danske strategi for PtX og de danske kompetencer på feltet, som både Energistyrelsen, Energinet, EVIDA og de øvrige repræsentanter for den danske energiindustri og -rådgivning redegjorde for.

Fremtidig brintforbindelse i spil

Et muligt samarbejdsprojekt, som blev fremhævet og belyst fra begge sider, var perspektiverne i etableringen af en rørledning for brint fra Jylland, gennem Slesvig-Holsten og til Hamborg – et projekt som rummer lovende energi- og forretningsmæssige perspektiver for alle parter, og som kan være med til at etablere vores fælles region som et nordeuropæisk kraftcenter for grøn brint. Det perspektiv bakkes op af PtX-strategierne på både dansk og tysk side – og af en række konkrete projekter på begge sider af grænsen.

DI Energi følger op

Mødet var et led i en fælles aktivitetsportefølje, som bakkes op fra begge sider af grænsen af DI Energi, generalkonsulatet i Hamborg, Dansk-Tysk Handelskammer og tyske ministerier. Du har en chance for at høre nærmere ved lanceringen af Dansk Brint Alliance hos DI Energi den 20. april, hvor Hamburg Renewable Energy Cluster igen fortæller mere om Tysklands strategi og arbejde med brint.

Relateret indhold