25.05.22 DI Energi Nyheder

Vi skal turde satse stort på den grønne omstilling

Vi skal femdoble produktionen af vedvarende energi inden 2030, anbefaler DI i et forslag til en grøn samfundskontrakt. Den enorme stigning i produktionen er nødvendig, hvis vi skal gøre os uafhængige af russisk gas, leve op til vores klimaløfter og sikre os en fremtidig rolle som førende leverandør af grøn energi.

I sidste uge meldte fem nordeuropæiske regeringschefer ud, at Nordsøen skal være et grønt kraftværk i 2050. Inden da skal der placeres 10.000 vindmøller på havet. Visionen er god, men det skal gå endnu stærkere, mener DI.

Vi skal turde at satse stort og sætte tempoet voldsomt op i den grønne omstilling. Selvfølgelig rummer det nogle risici, men hvis vi i fremtiden skal have en høj forsyningssikkerhed og blive en leverandør af grøn energi til resten af Europa, skal vi rykke allerede på kort sigt, siger Troels Ranis, branchedirektør i DI Energi og fortsætter: 

Behovet for grøn strøm er så enormt, at der skal ske grundlæggende forandringer i godkendelsen af projekterne, hvis vi skal opfylde behovet. Myndighederne skal lægge rammerne og ellers sætte markedet frit.

I de kommende år vil der komme langt flere elbiler og varmepumper. Industrien vil skifte fra fossile brændsler til el, og vi skal i gang med at producere bæredygtige brændstoffer til lastbiler, skibe og fly gennem Power-to-X. Det kræver en produktion på 107 TWh (terawatt timer) grøn strøm i 2030 i forhold til 22 TWh i 2021 – altså en femdobling.

På et topmøde i Esbjerg i sidste uge viste regeringscheferne vilje til handling. Og både virksomheder og investorer har meldt sig klar.

Den politiske vilje er til stede, vi har teknologien på plads, og investorerne er klar til at skyde penge i projekterne. Derfor rækker vi nu hånden ud til beslutningstagere, myndigheder og borgere, fordi vi i Danmark har en stolt tradition for at løse store udfordringer i fællesskab. Det kan og skal vi gøre igen, siger Troels Ranis.

DI anbefaler også, at vi skal blive langt mere energieffektive. Samfundsøkonomiske beregninger viser, at investeringer i energieffektiviseringer næsten vil halvere meromkostningerne for at nå klimamålet i 2030.  Det kræver blandt andet, at vi udnytter industriens overskudsvarme.

Energieffektiviseringer har en effekt på kort sigt. Jo mere energieffektive vi er i virksomhederne og husstandene, jo mindre afhængige er vi af russisk gas. Og jo mindre følsomme er vi over for de stigende energipriser, siger Troels Ranis.

Det er også nødvendigt at forstærke infrastrukturen med flere elkabler og gasledninger til grøn gas.

Formanden for specialudvalget under DI Energi, som står bag udspillet, lægger meget vægt på, at infrastrukturen får et løft.  

Vi kan kun gøre os fri af russisk gas og olie og sætte grøn strøm til energiomstillingen, hvis vi udbygger elinfrastrukturen i takt med udbygningen af vedvarende energi og elektrificeringen af vores energiforbrug. Derfor har vi brug for en grøn samfundskontrakt. Selskaber skal forpligte sig til at rettidig udbygning af infrastrukturen , og politikere og myndigheder skal gentænke reguleringen, så der skabes fremadrettet transparens og sikkerhed for en økonomi, der kan bære de store infrastrukturinvesteringer, siger Knud Pedersen, adm. direktør i Andel.

DI anbefaler også, at det samlede gasforbrug er grønt allerede i 2027. Det kræver en massiv udbygning med nye biogasanlæg og en udvidelse af de eksisterende.

Endelig anbefaler DI, at regeringen indleder arbejdet med en ny eksportstrategi. Det skal sikre, at flere grønne, danske teknologiske løsninger kommer ud i verden – til glæde for dansk økonomi og klimaet.

Pernille Agerbo
Skrevet af:

Pernille Agerbo

Læs udspillet