Status på energipriserne: Elprisen er faldet på trods af prisstigninger på andre energityper
Solid produktion fra vedvarende energi får elprisen til at falde på trods af stigninger på andre energityper. Olieprisen stiger som følge af OPEC og Ruslands produktionsnedskæringer. Naturgasprisen er steget en smule, men forsyningsforbedringer forventes at få prisen til at falde. DI Energi giver dig en status på energipriserne her.
Elprisen er faldet mod slutningen af september
Efter høje elpriser i slutningen af august og starten af september er prisen faldet igen, på trods af en lille stigning de sidste par dage. Den foreløbige gennemsnitspris for september ligger på 663 kr. pr. MWh, hvilket er 3 pct. højere end gennemsnittet for august, der endte på 642 kr. pr. MWh. Årsgennemsnittet for DK1 og DK2 ligger i øjeblikket på henholdsvis 686- og 637 kr. pr. MWh. I 2022 endte årsgennemsnittet på 1.596 kr. pr. MWh.
Dykket i elprisen på trods af stigende priser på andre energityper skyldes højere produktion fra vedvarende energi. Sidst på måneden har der bådet været en stigning i produktionen fra vindenergi, mens de nordiske vandmagasinger også har fået overgennemsnitlig nedbør for sæsonen. Dertil har de varme temperaturer i september også medført lavere efterspørgsel fra de segmenter i Skandinavien, der bruger elvarme.
Naturgasprisen fortsætter med at stige på trods af forsyningsforbedringer
Naturgasprisen fortsætter med at stige og ligger nu på niveau med årsgennemsnittet for 2023. Månedsgennemsnittet for september ligger foreløbigt på 288,3 kr. pr. MWh, hvilket er en stigning på 5 pct. sammenlignet med august, hvor månedsgennemsnittet endte på 274 kr. pr. MWh. Den 26. september endte gasprisen på 353 kr. pr. MWh, hvilket er den højeste dagspris siden den 7. april 2023. Årsgennemsnittet ligger nu foreløbigt på 320 kr. pr. MWh, hvilket er under årsgennemsnittet for 2021, der endte på 349 kr. pr. MWh. Sammenlignet med 2022, hvor gennemsnitsprisen endte på 930 kr. pr. MWh, er det foreløbige årsgennemsnit for 2023, 66 pct. lavere.
Den lave gaspris sammenlignet med 2022 skyldes bl.a. høje beholdninger i de europæiske gaslagre. Fyldningsgraden i de danske gaslagre var den 5. september på 91,84 pct., imens de den samme dag lå på 95,08 pct. for EU generelt.
Stigningen i naturgasprisen de sidste dage kommer uventet, idet øvrige begivenheder på gasmarkedet ellers er forenelige med et lettet pres på gasprisen. Den strejke på to store australske LNG anlæg, der har skabt usikkerhed på gasmarkedet er afsluttet, efter medarbejderne har indgået en aftale med Chevron. Dertil er gasforsyningen fra Norge også begyndt at stige efter en periode med vedligeholdelsesarbejde på de norske gasfelter. At naturgasprisen har været stigende på trods af disse positive nyheder kan skyldes spekulation på markedet. Den generelle forventning er dog, at prisen som resultat af forsyningsforøgelsen vil falde fra sit nuværende niveau.
OPEC og Ruslands produktionsnedskæringer får olieprisen til at stige kraftigt
Olieprisen er steget kraftigt de seneste måneder. Det foreløbige månedsgennemsnit for september ligger på 381 kr. pr. MWh, hvilket er 9 pct. højere end gennemsnittet for august og 19% højere end gennemsnittet for juli, der endte på henholdsvis 349.- og 320 kr. pr. MWh. Årsgennemsnittet for 2023 ligger nu på 331 kr. pr. MWh, hvilket er 22 pct. lavere end gennemsnittet for 2022, der endte på 422 kr. pr. MWh.
Især udbudssiden men også efterspørgselssiden bidrager til det forsyningspres, der har sendt olieprisen på en kraftig stigning de seneste par måneder. Imens OPEC og Rusland fortsætter med at begrænse deres olieproduktionen frem til slutningen af året, stiger efterspørgslen på olie som resultat af øget økonomisk aktivitet, især i Kina. Dertil har dollarkursen været stødt stigende siden midten af juli, hvilket også bidrager til den højere oliepris.
Kulprisen følger gasprisen og er steget til niveauet omkring årsgennemsnittet
Kulprisen er ligeledes fortsat med at stige de sidste par dage efter et dyk henover sommeren. Kulprisen er nu på niveau med årsgennemsnittet, idet gennemsnittet for september indtil videre ligger på 123 kr. pr. MWh. Det er en stigning på 6 pct. sammenlignet med august, hvor gennemsnittet endte på 116 kr. pr. MWh. Det foreløbige årsgennemsnit ligger nu på 130 kr. pr. MWh, hvilket er 57 pct. lavere end gennemsnittet for 2022, der endte på 303 kr. pr. MWh. Årsgennemsnittet for 2021 var 111 kr. pr. MWh.
Stigningen i naturgasprisen øger forventningerne til elproduktion baseret på kul, hvilket afspejles i højere kulpriser. Øget økonomisk aktivitet i Kina og forventninger om kinesiske stimulusinvesteringer i infrastrukturprojekter bidrager også til presset på kulprisen.
Kvoteprisen stiger igen efter længere periode med fald
Efter en periode, hvor kvoteprisen har været nedadgående er den igen steget de seneste par dage. Månedsgennemsnittet for september ligger indtil videre på 619 kr. pr. ton, hvilket er 4 pct. lavere end gennemsnittet for august, der endte på 642 kr. pr. ton. Det foreløbige årsgennemsnit er dermed faldet til 674 kr. pr. ton, hvilket er 11 pct. højere end gennemsnittet for 2022, der endte på 606 kr. pr. ton.
Henover sommeren har kvoteprisen været faldende som følge af bl.a. lavere naturgaspriser og en generelt lavere efterspørgsel på energi. De seneste par dage er den dog steget igen, formodentlig på grund af stigningen i energipriserne og især olieprisen i samme periode.