Spadestikket til Danmarks største havvindmøllepark, Thor, er taget
Den 4. maj tog Pia Lanken, CEO hos RWE Renewables Denmark sammen med Steffen Damsgaard, formand for Teknik og Miljø udvalget i Lemvig kommune, det første spadestik til havvindmølleparken Thor. DI Energi var med til den store dag!
Havvindmølleparken ud for Thorsminde bliver den hidtil største i Danmark, og parken skal producere svimlende 1 GW strøm svarende til grøn strøm til mere end en million almimdelige danske husstande.
Mere specifikt blev det første spadestik taget til vindmølleparkens onshore transformator station på land. Thor skal bygges i den danske del af Nordsøen ca. 22 kilometer ud fra Thorsminde og skal være i fuld drift fra udgangen af 2027.
Siemens Energy bliver hovedleverandør af transformatoren på land, mens HSM Offshore er valgt som leverandør til transformerstationen på havet. Det er de to stationer, der skal forbinde vindmølleparken med det danske elnet.
Skaber lokale arbejdspladser
Spadestikket markerede starten på at grønt energieventyr i Nordvestjylland, som kommer både klimaet, lokalegnen og kommunen til gode. RWE har nemlig et godt samarbejde om projektet med både lokale politikere, fagforeninger, uddannelsesinstitutioner og fiskere.
RWE forventer, at projektet skaber 60 lokale arbejdspladser i forbindelse med drift og vedligeholdelse af havvindmølleparken. Dertil har RWE også forpligtet sig til at tage mindst 30 lærlinge med på det store projekt.
Og det store vindmølleprojekt er grønt i flere henseender.
For ikke nok med at Thor Vindmølleparken skal forsyne Danmark med store mængder grøn strøm, så er selve byggeriet af parken også tænkt ind i en bæredygtig indsats. Det sikres ved, at halvdelen af de i alt 72 vindturbiner vil blive udstyret med mindre klimabelastende ståltårne fra Siemens Gamesa.
Tårnenes stålplader bliver lavet af grønnere stål, som udleder mindst 63% mindre CO2 end konventionelt stål. RWE bliver derfor også de første til at benytte Simens Gamesas GreenTowers.
Beslutningen om at opføre Thor blev vedtaget tilbage i Energiaftalen fra 2018 af samtlige partier i Folketinget. Og netop nu er de politiske forhandlinger om udbudsmodellen for de næste 9 GW havvind, der skal gøre Danmark til nettoeksportør af grøn energi i 2030, i fuld gang.