Foto: GettyImages

19.08.24 DI Energi Nyheder

THOMAS EGEBO: Vi skal fordoble mængden af elnet i Danmark

Udbygning af den danske, som europæiske, energiinfrastruktur er et af de vigtigste emner i den grønne omstilling. I takt med stigende elektrificering, efterspørgsel og udbud af grøn strøm er det bidende nødvendigt, at infrastrukturen udbygges, så den grønne energi kan nå ud til forbrugerne. Det var temaet på DI Energis årsdag i april og for en samtale vi havde med Thomas Egebo, administrerende direktør i Energinet, i forbindelse med årsdagen.

Til DI Energis årsdag i april samlede vi branchen og satte skarpt på udbygning af energiinfrastrukturen i Danmark. Lige nu er Danmark i gang med en rivende udvikling med store stigninger i produktionen fra vindmøller og solceller. Samtidig øges elforbruget i takt med elektrificeringen af samfundet. Hvis ikke elnettet udbygges markant og hurtigt, bliver infrastrukturen en bremse for den grønne omstilling .

Vi talte med Thomas Egebo, administrerende direktør i Energinet, der har ansvaret for udviklingen af det overordnede el- og gasnet i Danmark, for at høre ham ad om tilstanden for landets transmissionsnet.  

- Infrastruktur og elnet er en meget vigtig dagsorden at sætte i fokus, da vi kigger ind i at skulle udbygge rigtig meget infrastruktur i Danmark. Vi forventer faktisk i Energinet, at vi i de næste 20-30 år rundt regnet skal fordoble mængden af det elnet, som vi har, udtaler Thomas Egebo.

Med en signifikant udbygning af både det danske og det europæiske elnet på bedding er store investeringer nødvendige. Noget, vi har været for langsomme til at eksekvere, men hvis vigtighed efterhånden er ved at blive integreret helt ned på lokalt plan. På den front påpeger Thomas Egebo spændende udviklinger og tendenser.

- Der sker meget på forbrugssiden, fordi vi gradvis elektrificerer vores samfund. Vi elektrificerer varme, vi elektrificerer transporten, og der er dele af industrien, der elektrificeres, så vi har rigtig, rigtig travlt. Og noget som egentlig er lidt nyt for os er, at vi oplever, at de lokale politiske niveauer har stor fokus på infrastruktur som et konkurrenceparameter for at kunne tiltrække erhvervsliv eller udvikle det eksisterende erhvervsliv. Så ordrebogen er fyldt godt op vil jeg sige.

Således er der altså ingen tvivl om vigtigheden af udbygningen af elnettet og Energinets centrale rolle heri. Men hvis vi skal komme i mål med de signifikante udbygninger og investeringer kræver det, at løsningerne og planerne er velunderbyggede og skabt med viden fra alle led i processen.

- Jeg tror, at det er vigtigt, at vi som samfund har den her dialog om, hvad der skal til, hvis vi skal nå alle de målsætninger vi har. Vi skal have inputs og nogle betragtninger med omkring det her med infrastruktur, fordi det er svært. Der er en masse dilemmaer i det. Derfor kræver det nogle virkelig gode samarbejder, samskabelse, og at vi bringer alle omkring bordet, når vi diskuterer de her ting, siger Thomas Egebo

Som skrevet indledningsvis var bagtæppet for samtalen med Thomas Egebo DI Energis årsdag – i år med fokus på den nødvendige udbygning af elnettet. I forbindelse med årsdagen udgav DI Energi en akutplan for elektrificering. Udspillet sætter netop fokus på samspillet mellem elektrificering og udbygning af energiinfrastrukturen. 

Skrevet af:

Johan Hegaard Liborius, Camilla Bruun Hansen

Relateret indhold