Danmarks største havvindmøllepark får grønt lys
Energistyrelsen har netop givet grønt lys til etableringen af Thor Havvindmøllepark, som bliver Danmarks største af sin slags. Med tilladelsen kan byggeriet af havvindmølleparken nu for alvor gå i gang. Når parken står færdig og er i fuld drift senest i slutningen af 2027, forventes det, at den vil kunne levere grøn strøm svarende til elforbruget i en million danske husstande.
Energistyrelsen har nu udstedt en etableringstilladelse til Thor Havvindmøllepark. Det skrev de i går i en pressemeddelelse.
Thor Havvindmøllepark vil blive opført med en afstand på 22-34 km ud for byen Thorsminde på den jyske vestkyst og dække et område på cirka 200 kvadratkilometer. Havvindmølleparken omfatter 72 vindmøller, der hver især har en kapacitet på 14 MW, og den samlede kapacitet kommer dermed til at overstige 1.000 MW – altså over 1 GW. Thor Havvindmøllepark bliver dermed Danmarks største havvindmøllepark til dato.
Når havvindmølleparken ifølge planen er blevet tilsluttet til elnettet i fuld drift senest i slutningen af 2027, kommer Thor Havvindmøllepark til at kunne levere grøn strøm svarende til elforbruget i en million danske husstande. Det svarer til mere end hver tredje husstand i Danmark.
En milepæl i dansk energiproduktion
Projektet er et vigtigt skridt i retning mod at øge Danmarks produktion af vedvarende energi og reducere afhængigheden af fossile brændstoffer. Ifølge Energistyrelsens direktør, Kristoffer Böttzauw, stopper ambitionerne dog ikke her – der er nemlig allerede igangsat udbud, som skal muliggøre yderligere minimum 6 GW havvind frem mod 2030.
Danmark har i dag 17 havvindmølleparker med en samlet kapacitet på cirka 2,7 GW, og Thor vil altså markant øge denne kapacitet. Thor Havvindmøllepark vil dermed bidrage betydeligt til at gøre elnettet grønnere og erstatte fossile energikilder.
Baggrunden for Thor Havvindmøllepark
Projektet udspringer af Energiaftale 2018, hvor alle Folketingets partier besluttede at opføre tre nye havvindmølleparker inden 2030. Thor blev valgt som den første af disse parker og placeres i Nordsøen ud for Nissum Fjord. Det tyske selskab RWE vandt i december 2021 det statslige udbud for havvindmølleparken og forventes at betale op til 2,8 milliarder kroner til staten i takt med, at strømmen produceres.
Læs mere om havvindmølleparken på RWE’s hjemmeside her.