Danske virksomheder deltager i verdens største klimauge
I denne uge samles verdens stats- og regeringschefer, virksomheder, klimaeksperter og NGO’er til verdens største klimauge, Climate Week NYC, der er et unikt udstillingsvindue for danske virksomheder til at showcase deres grønne state-of-the-art teknologier og løsninger til globale interessenter.
Climate Week NYC er den største årlige begivenhed inden for klima- og energiområdet og tiltrækker i år omkring 600 arrangementer og aktiviteter på tværs af New York City.
Udover at sætte scenen for at tage stilling til og handling på de mest kritiske emner i målet om grøn omstilling, er Climate Week NYC også et unikt udstillingsvindue for danske virksomheder til at vise, hvordan deres løsninger og services kan tilpasses og kopieres til det amerikanske marked, med fokus på at skræddersy en løsning til en stat, by eller virksomheds specifikke behov.
I år deltager en perlerække af danske energivirksomheder, herunder blandt andre Grundfos, der ser Climate Week NYC som en unik mulighed.
– Vi er i New York, fordi det er en unik mulighed for at mødes med vores vigtigste partnere, at blive opdateret på cutting edge inden for bæredygtighed og klima, og selvfølgelig også at fremme forståelsen af, at vand er en helt essentiel ressource for verden og helt central som en del af klimaagendaen og en fair og bæredygtig fremtid for alle, udtaler Louise Koch, Senior Director, Group Head of Sustainability
Velux er ligeledes en af de mange danske virksomheder, der er til stede ved Climate Week NYC, og de håber både at sprede budskabet omkring deres løsninger, men ser også frem til at lære fra andre internationale virksomheder.
– Climate Week NYC er verdens største bæredygtigheds-event, og det giver helt unikke muligheder for at lære fra andre virksomheder og førende forskere. Kunsten er at sprede budskabet om vores løsninger, skabe nye kontakter, og måske vigtigst, benytte lejligheden til at få inspiration, viden og nye ideer med hjem til Danmark, udtaler Fleming Voetmann, Vice President, External Relations & Sustainability.
Sustainability Summit NYC
Dansk Industri er også tilstede under Climate Week NYC, hvor vi i år er partnere på Sustainability Summit NYC, der er et samarbejde mellem os i DI, Danmarks Generalkonsulat i New York (Udenrigsministeriet) og Dansk Erhverv. Summit’en skaber en stærk dansk tilstedeværelse samt et rum for globale diskussioner om realisering af 2030-dagsordenen, og er samtidig en global platform, hvor offentlige og private interessenter kan mødes og diskutere løsninger på presserende emner relateret til bæredygtighed. Målene er fælles, men det kræver en kollektiv indsats fra alle lande og industrier for at fremskynde den grønne omstilling.
Den private sektor er afgørende for at udføre de politikker, der er besluttet af regeringer rundt om i verden, for at nå de fælles mål om en bæredygtig fremtid. Derfor samarbejder partnerskabet Sustainability Summit NYC med mere end 30 organisationer inden for energi, life science, fødevarer og landbrug, tech og design.
Sustainability Summit 2024
På energisiden har dette års Sustainability Summit et skærpet fokus på ’De-karbonisering for fremtiden’. Her kommer programmet rundt om:
- Finansiering af grønne projekter,
- Efterspørgslen efter kritiske mineraler,
- Vedvarende energi og grøn brintproduktion,
- Grønne brændstoffer inden for skibsfart og luftfart
- Øget fokus på energieffektivitet.
Læs meget mere om Sustainability Summit NYC 2024 HER.