DI Klima, Grøn omstilling og Energi deltager i verdens største klimauge i New York City
New York City er den 22. – 29. september 2024 vært for verdens største klimauge, Climate Week NYC, der ligger side om side med FN’s Generalforsamling – og i år deltager DI Klima, Grøn omstilling og Energi for første gang som samlende repræsentant for dansk grønt erhvervsliv.
Climate Week NYC er verdens største af sin slags og et årligt højdepunkt for en lang række danske virksomheder – og det med god grund. Danske virksomheder repræsenterer know-how og state-of-the-art teknologi, som mange amerikanske stater, byer og virksomheder efterspørger for, at de kan nå nationens føderale mål om at være CO2-neutrale i 2050.
I år deltager DI Klima, Grøn omstilling og Energi for første gang som samlende repræsentant for dansk grønt erhvervsliv med vigtige dagsordner for øje.
- Klimaugen bliver i år en forsmag på COP29 i Baku til november, da verdens lande her skal blive enige om et nyt globalt mål for klimafinansiering til udviklingslandene. Det arbejde kommer jeg og et samlet DI til at følge nøje, da Danmark og danske virksomheder kan komme til at spille en afgørende rolle som udviklere og udbydere af de grønne teknologier og løsninger, der skal investeres i for at sikre en retfærdig global grøn omstilling. Behovet for mere risikoafdækning til virksomhederne for at øge mobiliseringen af den private klimafinansiering og til at søge nye innovative former for finansiering på klimaområdet, der bygger på samarbejde mellem offentlige og private aktører, bliver helt sikkert store samtaleemner igennem klimaugen, udtaler Anne Højer Simonsen, klimapolitiskchef i DI.
- Vi er langt fra i mål for at nå de globale emissionsmål, og der er brug for samarbejder på tværs af landegrænser for, at det kommer til at ske. Det globale vedvarende energisystem må og skal fortsætte sin ekspansion for at opfylde løftet om adgang til energi for alle, samtidig med at emissionerne bringes mod nul frem mod 2030. Investeringerne, teknologien og ambitionerne er til stede, men implementeringen af transformationsprojekter i både vores del af verden og i vækst- og udviklingsøkonomier mangler. Og det er set fra min stol et af de vigtigste emner ved dette års klimauge, udtaler Troels Ranis, branchedirektør i DI Energi.
Udover at Climate Week NYC sætter scenen for at tage handling på de mest kritiske emner i målet om grøn omstilling, er ugen også et unikt udstillingsvindue for danske virksomheder til at vise, hvordan deres løsninger og services kan tilpasses og kopieres til det amerikanske marked, med fokus på at skræddersy en løsning til en stat, by eller en virksomheds specifikke behov.
Climate Week NYC
Climate Week NYC er den største årlige begivenhed inden for klima- og energiområdet og tiltrækker i år omkring 600 arrangementer og aktiviteter på tværs af New York City. Climate Week NYC arrangeres af Climate Group i samarbejde med FN’s Generalforsamling og har som mål at accelerere den grønne omstilling globalt. Ugen samler stats- og regeringschefer, erhvervsledere og NGO’er fra hele verden for at diskutere relevante internationale udfordringer, ikke mindst klimaet.