Fra venstre Steen Brødbæk, CEO i Semco Maritime, Troesl Ranis, branchedirektør i DI Energi, Vært Søren Vejby, Anne Højer Simonsen, klimapolitisk chef i DI - Dansk Industri og Toke Foss, bestyrelsesformand i DEIF

17.09.24 DI Energi Nyheder

PODCAST: Eksport af danske grønne energiløsninger

I energi- og klimapodcasten ’Energi til Fremtiden’ sætter DI Energi sammen med medlemsvirksomheder og erhvervsmediet Business Review fokus på morgendagens grønne udfordringer og muligheder. I det nyeste afsnit dykker vi ned i EKSPORT.

Den globale efterspørgsel efter grønne energiløsninger stiger, idet flere nationer erkender behovet for at reducere deres afhængighed af fossile brændsler og begrænse deres klimapåvirkning – og verden over er danske virksomheder med til at levere de grønne løsninger. De danske teknologier, løsninger og services er kendt for deres høje kvalitet, pålidelighed og effektivitet, og i 2023 eksporterede Danmark energiteknologi for ca. 110 mia. kroner.

– Danske virksomheder har traditionelt været utroligt internationale. Én ting er, at vi er lykkedes med at lave et godt energisystem i Danmark, men noget andet er at formå at bringe det ud i resten af verden. For med al respekt for Danmark, så er vi jo et lille land, og vi udleder ca. en promille af verdens CO2, så hvis det virkelig skal batte, skal vi have de løsninger, vi bygger op i Danmark, ud i den store verden, lyder det fra Toke Foss, bestyrelsesformand i DEIF.

Toke Foss fortsætter:

– Det har de danske virksomheder også evnet. Det har to store fordele – dels bidrager det til en stærk økonomi i Danmark, og dels er det med til at nedbringe den globale CO2-udledning, fortsætter Toke Foss.

Danske energiløsninger bidrager til en bæredygtig verden

Podcastafsnittet kommer omkring eksport af danske grønne energiløsninger som fremtidens vej mod en bæredygtig verden. Hør blandt andet, hvad der har været medvirkende til at gøre Danmark til et af verdens førende lande på grønne energiløsninger, hvorfor energibranchen er så stor en eksportsektor i Danmark sammenlignet med andre EU-lande, og hvad det er, danske energiløsninger og -teknologier kan, som gør dem unikke.

Deltagerne vender også, hvad der skal til for, at Danmark kan fortsætte med at være et af verdens førende lande inden for eksport af grønne energiløsninger.

– Vi skal hjælpe vores politikere til at tage de rigtige beslutninger. Det kan ikke nytte noget, at hele vores erhvervsliv er en kakofoni af forskellige stemmer. Der har vi brug for at stå sammen og sige, hvad det vigtigste er. I Dansk Industri samler vi virksomheder i alliancer og hjælper med, at det er relativt enkelt at få besluttet, hvad de vigtigste trin er, fortæller Anne Højer Simonsen, klimapolitiskchef i Dansk Industri.

Afsnittet gæstes af:

  • Troels Ranis, vicedirektør/branchedirektør i Dansk Industri
  • Anne Højer Simonsen, klimapolitiskchef i Dansk Industri
  • Toke Foss, bestyrelsesformand i DEIF
  • Steen Brødbæk, CEO i Semco Maritime

Du kan lytte til afsnittet HER

I alt udkommer vi med fem afsnit af ’Energi til Fremtiden’ i løbet af efteråret 2024. Forrige afsnit handlede om BIOGAS, og det kan du læse mere om HER

Energi til Fremtiden

Energi til Fremtiden er en podcast, der dykker ned i de mest aktuelle og betydningsfulde emner inden for energisektoren. Gennem engagerende samtaler med eksperter, beslutningstagere og danske grønne virksomheder udforsker podcasten de udfordringer og muligheder, der ligger i overgangen til en bæredygtig og grøn fremtid. Formålet er at oplyse, inspirere og skabe debat om, hvordan vi bedst navigerer i denne komplekse, men nødvendige omstilling.

Freja Mæng Madsen
Skrevet af:

Freja Mæng Madsen

Relateret indhold