Ny beredskabslovgivning i energisektoren vedtaget
I sidste uge vedtog Folketinget en ny lov, der styrker beredskabet i energisektoren. I DI anerkender vi behovet for ny risikobaseret beredskabslovgivning i lyset af den geopolitiske situation. Men vi opfordrer samtidig til, at myndighederne anvender lovgivningen proportionalt, så omkostningerne for virksomhederne ikke bliver højere end nødvendigt.
Folketinget vedtog den 27. februar 2025 Lov om styrket beredskab i energisektoren. Energisektoren har dermed fået sin egen lov og omfattes ikke af de to hovedlove fra Ministeriet for Samfundssikkerhed og Beredskab.
Loven, som træder i kraft den 7. marts 2025, omfatter virksomheder inden for el-, gas-, olie-, fjernvarme-, fjernkøling- og brintsektoren, hvilket betyder, at en række aktører, som tidligere ikke var underlagt beredskabsregulering, nu bliver omfattet.
Du kan læse mere om loven i Energistyrelsens pressemeddelelse her.
DI anerkender behovet for den nye beredskabsregulering
Den geopolitiske situation medfører et stigende behov for sikring af forsyningen gennem beredskab og it-sikkerhedstiltag, og DI ser med stor alvor på situationen.
Det er helt afgørende for samfundet, at vi sikrer energiforsyningen, så vi fortsat kan have tillid til den høje forsyningssikkerhed, som vi har i Danmark til gavn for både virksomheder og borgere i landet. Derfor bakker DI op om de nye bekendtgørelser, som medfører skærpede krav til beredskab og it-sikkerhed i energisektoren.
Opfordring til proportional anvendelse af lovgivningen
Samtidig er det dog afgørende, at omkostningerne for virksomhederne ikke bliver højere end nødvendigt.
For i tilstrækkelig grad at kunne indfri formålet med lovgivningen er det nødvendigt, at administrative og erhvervsøkonomiske omkostninger som følge af reglerne er proportionale og nødvendige for at opnå formålet.
For at sikre proportionaliteten i reglernes anvendelse, opfordrer DI til, at den risikobaserede tilgang, som søsættes i direktiverne, så vidt muligt forfølges i den danske beredskabsregulering. I den forbindelse mener DI, at virksomhederne ofte vil være de nærmeste til at vurdere risikoen, og der bør derfor overlades større skøn til dem for at undgå unødige eller uproportionale regler.