24.06.25 DI Energi Nyheder

Olie- og gaspriser i rutsjebanetur

Prisen på olie- og gas har været på en gevaldig rutsjebanetur som følge af krigen mellem Iran og Israel. Melding om våbenhvile sendte prisen ned, men den ser nu ud til at være brudt.

Torsdag den 12. juni – dagen før Israels omfattende angreb i Iran – kostede en MWh brent olie og ETF gas henholdsvis 264 kr. og 279 kr.

Søndag den 22. juni efter det amerikanske bombetogt ”Operation Midnight Hammer”  var prisen på ETF gas steget til 330 kr./MWh, mens brent olien ved markedsåbning mandag d. 23. var steget til 308 kr./MWh. Stigninger på henholdsvis 18,3 pct og 16,6 pct.

Denne morgen - den 24. juni, hvor det forlød, at der var indgået våbenhvile mellem Israel og Iran – faldt prisen på brent olie 11,8 pct til 272 kr./MWh. Den danske gaspris ETF offentliggøres som dagligt gennemsnit, så prisen for i dag kommer først i morgen, men den nederlandske TTF gaspris, som er målestok for Europa og følger den danske tæt, kan følges på minutbasis. Her var prisen efter nyhed om våbenhvile faldet 10 pct.

Men der er siden sket små prisstigninger igen, som kan være reaktioner på, at våbenhvilen måske er afløst af fornyede kamphandlinger.

Olieprisen ligger dog fortsat under gennemsnittet for 2024, som var 326 kr./MWh, hvorimod gasprisen ligger over gennemsnittet for 2024, som var 267 kr./MWh.

Læs også: Energipriser - DI Energi

De store udsving skyldes i høj grad, at en stor del af verdens olie og LNG produktion skal sejles igennem Hormuz-strædet, som forbinder mange af de arabiske golfstater som Irak, Kuwait, Saudi-Arabien, Bahrain, Qatar og De Forenede Arabiske Emirater. Europa har øget LNG-importen efter at have udfaset størstedelen af den ledningsførte gas fra Rusland, og derfor ville den europæiske gaspris blive stærkt påvirket, hvis Iran blokerede strædet.

Relateret indhold