Fremtidens elsystem kræver en dirigent
I mere end hundrede år har elnettet fungeret som en stabil og forudsigelig infrastruktur – en tavs motor, der har drevet samfundets udvikling. Men i dag står vi over for en transformation, der ikke blot ændrer, hvordan vi producerer energi, men også hvordan vi tænker, styrer og distribuerer den. Tre megatrends dri-ver denne forandring: dekarbonisering, decentralisering og digitalisering.
NB: Dette indlæg er skrevet af Claus Madsen, Adm. direktør, Hitatchi Energy Denmark og Besryrelsesleder i DI Energi
Det er ikke længere tilstrækkeligt blot at udbygge med vedvarende energi. Vi skal kunne orkestrere et komplekst, dynamisk og distribueret elsystem, hvor strømmen flyder i mange retninger, og hvor forbrugere i stigende grad også er producenter. Det kræver en ny form for intelligens i nettet – og det er netop her, distributionsautomatisering bliver afgørende.
Tidligere var elnettet baseret på envejskommunikation, hvor strømmen flød fra store centrale kraftværker ud til forbrugerne. I dag er det et netværk af millioner af små energikilder – solceller, batterier, varmepumper og elbiler – som alle interagerer med nettet i realtid. Ifølge prognoser vil 70 % af al ny vedvarende energi i Europa i 2030 blive tilsluttet på distributionsniveau. Det betyder, at fremtidens energisystem ikke længere afgøres i store kontrolrum, men i vores nabolag, på vores tage og i vores hjem.
Distributionsautomatisering
Distributionsautomatisering udgør den digitale infrastruktur, der gør det muligt at overvåge og styre strømmen i realtid og sikre, at nettet forbliver stabilt – selv når produktionen er uforudsigelig. Den optimerer spændingsniveauer og forhindrer overbelastning, når mange solceller producerer strøm samtidig. Samtidig håndterer den tovejskommunikation i nettet, hvor strømmen både kan sendes og modtages, uden at det går ud over sikkerhed og pålidelighed.
Men distributionsautomatisering handler ikke kun om kontrol – det handler også om resiliens. I en verden præget af stigende elektrificering og klimatiske udfordringer er det ikke nok, at nettet fungerer. Det skal kunne reagere, tilpasse sig og hele sig selv. Ved fejl kan systemet automatisk isolere problemet og omdirigere strømmen, hvilket minimerer nedetid. Ved overbelastning kan det balancere forbruget og aktivere fleksible ressourcer som batterier eller elbiler. Og ved uforudsete hændelser giver det operatørerne det nødvendige overblik til at handle hurtigt og præcist.
Distributionsautomatisering er derfor ikke blot en teknisk opgradering. Det er en strategisk investering i fremtidens energiinfrastruktur. Det er fundamentet for at kunne skalere vedvarende energi uden at gå på kompromis med stabiliteten, aktivere fleksibilitet i hele energisystemet – fra husholdninger til industri – og skabe et elsystem, der er robust, intelligent og fremtidssikret.
Vi har brug for en ny måde at tænke elnet på
Hvis vi skal lykkes med den grønne omstilling, skal vi ikke kun tænke i produktion – vi skal tænke i koordination. Fremtidens elsystem er ikke en monolog, men en symfoni. Og uden en dirigent bliver det kaos. Distributionsautomatisering er den dirigent. Den gør det muligt at balancere kompleksitet, udnytte fleksibilitet og sikre, at den grønne strøm når frem – sikkert, stabilt og smart.