Prisforskelle på nordiske elmarkeder vokser
Forskellene mellem de nordlige og sydlige prisområder i det nordiske elmarked er steget markant, og det påvirker elpriserne i Danmark.
Ifølge en ny rapport fra Mind Energy har de sydlige områder i Norden oplevet højere priser og større prisudsving, mens priserne i de nordligste områder har været lavere og mere stabile.
I Norge er der indført en såkaldt Norgespris-ordning, hvor private kan låse elprisen fast til en lav sats uanset markedsprisen. Dette har ifølge rapportens tidlige analyser ført til øget elforbrug i Sydnorge, da mange benytter sig af den faste pris.
Den øgede efterspørgsel i Sydnorge kan presse priserne op i hele regionen, inklusive Danmark, Sverige og Finland, fordi de nordiske elmarkeder er tæt forbundet. Mind Energy vurderer, at dette øgede forbrug kan hæve priserne i disse lande med mellem 0,5 og 1,5 % sammenlignet med uden ordningen.
I Tyskland er der ligeledes politiske tiltag, herunder støtteordninger med subsidieret elpris til dele af den energiintensive industri. Samtidig har landet udfaset store dele af sin mere stabile elproduktion og er i stigende grad afhængig af vejrafhængig vind og sol.
Denne udvikling gør prisdannelsen mere volatil i Tyskland — og fordi det danske elmarked er koblet tæt sammen med det tyske, forplanter denne volatilitet sig også til Danmark, især i perioder med lav produktion af vind og solenergi.
Rapporten konkluderer, at politiske indgreb i nabolandene samlet set kan øge både elpriser og udsving, snarere end at dæmpe dem. For danske virksomheder betyder det, at elprisernes udvikling i stigende grad bør ses som en strategisk risikofaktor, som kræver aktiv styring og risikobevidst energiforbrug.
*Artiklen er skrevet ud fra Mind Energys pressemeddelese.